Jeg tror, at det smitter?

Det kommer vist ikke længere bag på nogen, at jeg er blevet svært begejstret for at hækle. På den ene side tror jeg, at jeg altid lidt har haft en farmor gemt i maven, og at det kun var et spørgsmål om tid før hæklenålen og jeg fandt hinanden. For siden jeg var helt lille, har jeg haft gang i diverse nørklerier med hænderne – sandsynligvis også fordi, det aldrig faldt mig let bare at sidde stille.

På den anden side har jeg også lidt svært ved at genkende mig selv, når jeg sidder dybt begravet i garnnøgler eller taler i koder, når jeg forsøger at forklare en kær kollega, hvordan hun hækler to masker sammen. Og jeg har især svært at genkende mig selv, når jeg sidder på en trendy kaffebar på Vesterbro – med hæklenål og garn i skødet, mens jeg viser en skøn veninde, hvordan hun kreerer en bold.

Men jeg har en fest og jeg elsker den ro, den glæde og de udfordringer, som jeg finder i hækletøjets navn. Og jeg må indrømme, at jeg bliver helt åndsvagt glad, når jeg oplever, at min glæde smitter. Når jeg oplever, hvordan andre også bliver grebet og så godt som afhængig af håndværket.

Jeg kan godt se, at det lyder skørt. Men da jeg i weekenden lærte en veninde at hækle en ring af fastmasker, blev jeg simpelthen så glad på hendes vegne, da det lykkedes at nørkle maskerne på plads. Jeg blev så pave stolt, at jeg måtte tage et billede. Og nu glæder jeg mig helt vildt til at se hendes færdige projekt. For hun har nemlig fundet på en fin, fin idé til en barselsgave. Jeg forhører mig lige, om jeg ikke må vise tingen her på bloggen, når hun engang er færdig…

Læs også om:

No comments yet.

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates