Opskrift: Klassisk bedstemorfirkant

Jeg er jo gået igang med at lave det her hæklede kludetæppe af en bunke garnrester, som jeg efterhånden – senest lettere frustreret – har omtalt et par gange. Se her, her og her

I onsdags var jeg til en stor middag med en masse skønne mennesker og snakkede med en forfatterinde (der iøvrigt har skrevet en heftig god bog, som jeg med garanti råber højt om lidt senere på sommeren!), som fortalte mig, at hun selv havde planer om at gå igang med et hæklet kludetæppe. Hun fortalte også om, hvordan hun som barn havde lært at plantefarve garn (!!). Lige pludselig syntes jeg, at min ellers idylliske bondegårds-barndom, der bød på alt fra hjemmelavet marmelade til medisterpølser af egen avl, blegnede. Min indre gamle dame slog kolbøtter af begejstring. Ej, hvor er det sejt, at hun har lært at plantefarve!

Nåh, men jeg lovede forfatterinden at lægge opskriften på den helt igennem klassiske bedstemorfirkant ud her på bloggen. Den er super simpel og ideel til alle begyndere. Eneste livsnødvendige kompentence er: Tålmodighed. For det tager (uforudseligt) lang tid at lave de mange lapper til et stort tæppe.

TIP: Inden du går igang vil jeg gerne videregive et tip, som jeg selv godt kunne have brugt, da jeg var ny i bedstemorfirkanter. Det fede ved firkanterne er jo netop de mange farver – men du får derfor også rigtig mange garnender, der “stritter og flagrer”.  For at undgå alt for mange endehæftninger hækler du derfor over garnenderne, når der skiftes farve.

Materiale:
Alt garn kan bruges og man kan også kombinere forskellige garntyper i den samme firkant. I nedenstående eksempel har jeg brugt Hjertegarns bomuld nr. 8.

Opskrift:
Hækl 6 lm og lav en ring med 1 km i 1. lm.

1. omg.: 3 lm (= 1 stgm), 2 stgm i ringen, *3 lm, 3 stgm i ringen*. Gentag fra * til * 2 gange til og slut af med 3 lm, 1 km i den 3. lm fra begyndelsen. Luk af. Hullerne er de fire hjørnebuer.

2. omg.: Skift farve. Fæst garnet om en hjørnebue (stik nålen gennem buen, sæt garnet fast, træk garnet igennem og slå om) og hækl 3 lm, 2 stgm i buen, 3 lm, 3 stgm i samme bue, *3 stgm i næste bue, 3 lm, 3 stgm i samme bue*. Gentag fra * til * 2 gange og slut med 1 km i den 3 lm. fra begyndelsen. Luk af.

3.omg.: Skift farve. Fæst garnet om en hjørnebue og hækl 3 lm, 2 stgm i buen, 3 lm, 3 stgm i samme bue, derefter 3 stgm i næste bue (midterbuen). *Hækl i næste hjørnebue: 3 stgm, 3 lm og 3 stgm, derefer 3 stgm i næste midterbue*. Gentag fra * til * 2 gange og slut med 1 km i 3. lm fra begyndelsen. Luk af.

4.-?? omg.: Forsæt evt. med flere omgange efter samme princip.

Læs også om:

35 Responses to Opskrift: Klassisk bedstemorfirkant

  1. Malene Kirkegaard Nielsen 18. juni 2011 at 10:57 #

    Kæreste Mette

    1000, 1000 tak :-) Og tak for i onsdags!!! Det var en fest. Og igen 1000 tak for din blog, der gør min barndom så levende :-)

    KH Malene

    • Farmorfabrikken 18. juni 2011 at 14:34 #

      Selv 1000, 1000 TAK søde Malene :-) Jeg sender slam-frie tanker i jeres retning. Kh, M

  2. Sandra Jill Christensen 19. juni 2011 at 20:24 #

    Skøn lille opskrift, den er anderledes end dem jeg laver, så jeg vil straks prøve :-) Hvilken størrelse hæklenål bruger du? På onsdag bliver ejg pædagog, og så får du altså kamp til stregen med hæklerierne :-)
    Kh fra lærlingen

    • Farmorfabrikken 20. juni 2011 at 06:38 #

      TILLYKKE med på onsdag :-) Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad du finder på af hæklerier! Til denne her opskrift har jeg brugt hæklenål 3½, da garnet passede til nål 3-4. Det er helt klart altid bedst at bruge den nålstørrelse, som bliver anbefalet på garnet (du kan se det på mærkaten rundt om garnnøglen).
      KH, Mette

  3. Anne Lindemose 31. maj 2012 at 19:04 #

    Hej.
    Jeg vil gerne hækle et trekantet sjal af oldemorfirkanter? Dvs størstedelen er firkanter, men det kræver også nogle “halve” firkanter (trekanter), så sjalet får sin rette facon.
    Hvor finder jeg opskriften på en “halv trekantet oldemorsfirkant”? ….den var knudret….

    Håber på gode opfindsomme råd.

    Anne

    • Mette 31. maj 2012 at 20:13 #

      Hmmm… godt spørgsmål, sådanne er jeg desværre ikke stødt på :-(

    • Heidi 3. juli 2013 at 20:34 #

      Hejsa. Her er en halv firkant http://www.loehmann.dk/haekling/halvbedste.html

      • Mette 27. juli 2013 at 19:54 #

        Tusind tak for tippet, Heidi :-)

    • Mia lichtenstein 19. marts 2014 at 18:27 #

      Jeg tænker, at det må være, at gå ud fra samme princip, men undlade den sidste side og hjørne.. Måske :D

  4. Diana 20. juni 2012 at 14:05 #

    Jeg vil meget gerne lave det, men hvordan forbinder man firkanterne? Så man får et helt tæppe

    • Mette 20. juni 2012 at 19:07 #

      Du kan vælge enten at sy firkanterne sammen eller hækle dem. Det er lidt forskelligt, hvad folk bedst kan lide :-)

  5. Diana 20. juni 2012 at 19:20 #

    Er der nogen der har opskrift på hvordan man hækler dem sammen? .. Når jeg syer dem sammen ser det grimt ud, er jeg ikke så god til

  6. Mette Svendsen 14. juli 2012 at 20:36 #

    Hey, jeg har endnu ikke selv kastet mig ud i at hækle firkanterne sammen, men har kigget lidt rundt for inspiration. Prøv at tjekke hvordan monteringen foregår i den her opskrift:
    http://garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=b20&d_id=22&lang=dk
    Det virker ret lige til. Men ellers tjek nogle forskellige tæppeopskrifter.
    Mette

    • Mette 15. juli 2012 at 11:13 #

      Fedt, tusind tak for tippet, Mette :-)

  7. Linda 8. august 2012 at 16:30 #

    Vil bare lige informere om, at jeg har “stjålet” jeres vejledning til at supplere min DIY på en sutteklud: http://tusindetanker.blogspot.dk/2012/08/hklet-sutteklud-diy.html
    Jeg kunne alligevel ikke gøre det bedre selv, har sevfølgelig linket til jer :-)

    • Mette 8. august 2012 at 19:25 #

      Hej Linda

      Naturligvis, du skal være så velkommen ;-) Tusind tak for linket.
      Og det er da den sødeste sutteklud, du har lavet! Øj, den er fin. Og skøn opskrift! Den må jeg straks prøve!

      Kh, Mette

  8. Ása 1. september 2012 at 10:53 #

    Har du også en opskrift på, hvordan vi hækler dem sammen? Det ville være super ;)) Hvis ikke, så er det helt ok. Denne opskrift er iøvrigt fin )

    • Mette 1. september 2012 at 12:43 #

      Hej Ása

      Hvor er det dejligt at høre. Jeg har ellers længe rigtig gerne ville lave en opdateret version, hvor billederne er lidt bedre. Men det kommer på et tidspunkt – hovedsagen er, at de hjælper. Og det kan jeg høre at de gør :-)

      Prøv at se, om dette link ikke kan hjælpe dig: http://garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=b20&d_id=22&lang=dk

      Rigtig god weekend. Kh, M

  9. Pernille 29. januar 2013 at 18:16 #

    Hvordan hækler man over enderne, som du skriver? Flotte firkanter. Nybegynder her og det går rigtig fint. Mvh

    • Mette 30. januar 2013 at 20:20 #

      Hej Pernille

      Du hækler ligesom rundt omkring enderne, lidt ligesom når du slår snoren omkring et hul i en række, når du laver en maske. Enden skal løbe som en kabel inde i den tunnel af den maske, som du laver. Hmmm…. giver det overhovedet mening? ;-)

  10. Mette 9. marts 2013 at 20:58 #

    Jeg håber det er okay at jeg har linket til din opskrift her på vores blog. nu har jeg hæklet i noget tid, men først da jeg faldt over din opskrift på bedstemor firkanter turde jeg begive mig ud i projektet at lave nogle, de andre jeg har prøvet er simpelthen blevet alt for slaskede. så TUSIND tak.. :-)

    • Mette 10. marts 2013 at 10:49 #

      Naturligvis – tak fordi du gør :) Dejligt at høre, at andre kan få glæde af opskriften!

  11. Pejsen 23. april 2013 at 00:39 #

    Hun hæklede lapper og hun hæklede lapper… Lige indtil hun konstaterede, at de svingede noget i størrelsen. De er pæne og kvadratiske med ens masketal – men uens i størrelsen. Er der en hækler i blogland, som kan fortælle mig, om de kan hækles sammen til sidst uden at komme til at bølge? Er det mig, der hækler løst og stramt, som jeg lige føler for… det må det næsten være.

    • Mette 23. april 2013 at 21:50 #

      Hmmm… har du måske brugt forskellige typer af garn? Dvs. at hæklefastheden således også har ændret sig? Men jeg tænker, at det vil være charmerende med de lidt forskellige størrelser, da de jo ellers er pæne og kvadratiske. Der er jo nogen, der laver tæpper på præcis den både – de kombinerer små og store lapper. Det ser super fint ud :-)

      Prøv at lægge dem op og lav en strategi for, hvordan du vil hækle dem sammen. Så kan puslespillet måske gå op? Men ja – hvis det ikke er kæmpe stor forskel på lapperne, så skal de ‘falde’ på plads efter en vask/dampning.

      Pøj pøj med projektet :-)

  12. Rosa 12. august 2013 at 21:55 #

    Hej Mette.
    Jeg har brugt din fine opskrift til at lave mig et par grydelapper – har selvfølgelig
    linket til dig :)
    Mvh Rosa

  13. Bettina Krogsgaard 26. februar 2014 at 13:51 #

    Hej Mette.
    Jeg har altid strikket men aldrig været en ørn til hækling og ville gerne hækle oldemorstæppe, grydelapper og måske barnevognstæppe til alle mine børnebørn osv…..og hver gang har jeg givet op med det hækling :) men nu faldt 10-øren pga din side her.
    Jeg har helt lyst til at hoppe af glæde :)
    Tak tak tak :D

    • Mette 27. februar 2014 at 17:03 #

      YAY – hvor er det SKØNT at høre, Bettina. Tusind tak for din dejlige besked :) Og rigtig god hæklelyst!

  14. Trine 29. juni 2014 at 22:47 #

    Hej Mette
    Mange tak for den fine opskrift.
    Har gået og tumlet med den bedstemor firkant – nu med din opskrift og illustration gik det som en leg.
    Tusind tak for inspirationen til at komme videre med hækling – og bedstemor firkanter.
    Mange hilsner Trine

  15. Ulla Raunsbæk 22. august 2014 at 09:47 #

    Hejsa Mette.
    Har du en opskrift på aflang bedstemors firkant.

  16. Cecilie 14. juni 2016 at 10:35 #

    Hej :)
    Jeg er ny u hækleverdenen.
    Jeg har lavet en ponhco der er hæklet men så at det stort set er samme teknik man bruger i bedstemor firkanter. Det kan jeg sagtens finde ud af :D
    Jeg opdagede så at der står på det garn jeg har købt (den samme slags jeg købte til ponchoen) at man skal bruge pind nr 2-2,5. Ved ponchoen brugte jeg dobbelt tråd og brugte 5.0 mm hæklenål. Er størrelsen det samme som nr? Altså mm??
    Håber i kan hjælpe :) hilsen en nybegynder

  17. Rikke 29. juni 2017 at 21:28 #

    Hej!

    Der er simpelthen noget der ikke stemmer når jeg giver mig i kast med denne her firkant – ved 1.omg skriver du 3 lm (=stmg) — hvad betyder dette? Er godt klar over at forkortelsen er stangmaske men vil du så lave 3 luftmasker efterfulgt af en stangmaske inden de to stangmasker der kommer efter kommaet??

Trackbacks/Pingbacks

  1. Lidt forskelligt | Lapsus - 31. december 2013

    […] Jeg har brugt denne vejledning, som jo nærmest er en leg at følge: http://farmorfabrikken.dk/2011/06/18/opskrift-klassisk-bedstemorfirkant/ […]

  2. Hæklede sutteklude og nusseklude | Mit hækleunivers - 15. marts 2015

    […] den størrelse, jeg ønsker. En rigtig god guide til at hækle bedstemorfirkanter kan du finde på farmorfabrikkens hjemmeside. Det eneste lille minus ved at hækle kluden som en “forstørret” bedstemorfirkant er, […]

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates