Findes der blog-regler om brug af andres ideer?

Hertil aften opdagede jeg en barnevognskæde til salg i en designbutik. Jeg tror allerede, at I ved, at jeg har et blødende krea-hjerte for barnevognskæder, hvorfor jeg både viser andres kreationer og har lagt en DIY ud på min egen, så flere kan få glæde af dem.

Det sjove ved den barnevognskæde, som jeg så var, at den ligner mit design. Der var blot få ændringer, men jeg var ikke i tvivl om, at ideen og inspirationen stammer herfra bloggen.

Når jeg viser andres kæder, gør jeg altid en stor dyd ud af at fortælle, hvor jeg har fundet tingen, hvad bloggen hedder og linker direkte til den. For er det ikke dét, som er det fantastiske ved Blog-land? At vi deler og inspirerer hinanden?

Da jeg så kæden i butikken, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde? Først blev jeg vildt glad over at se, at andre også synes, den er så fin, at den ligefrem er kommet til salg i en butik. Men bagefter blev jeg også lidt ked.

Jeg vil så gerne dele mine ideer med andre, men når jeg ser, at de bliver brugt til videresalg, så synes jeg, at Blog-lands koncept mister sin ynde.

Jeg håber, at I vil komme med jeres bud på, hvad god blog-politik er? For lige nu er jeg lidt forvirret? Er det mig, der er en tosse over at blive ked af det? Eller hur?

Læs også om:

18 Responses to Findes der blog-regler om brug af andres ideer?

  1. Astrid 16. oktober 2011 at 22:33 #

    Hej Mette,

    Jeg kan sagtens forstå, at du bliver ked af det – jeg ville have det på præcis samme måde, hvis nogen på den måde ville tage æren for noget af det jeg havde lavet, fx min kørepose.

    Jeg er helt enig med dig i, at det er urimeligt og enormt dårlig stil at bruge andres idéer og designs uden tilladelse, særligt når det er med et kommercielt sigte. Når det så er sagt, ved jeg ikke om du kan gøre så meget ved det – du har jo selv lagt opskriften ud til fri afbenyttelse. Jeg ville muligvis hænge den pågældende butik ud til skræk og advarsel på min blog – der ville jeg i hvert fald ikke købe noget!

    Rn rigtig træls oplevelse, øv!! Jeg håber ikke, det i fremtiden vil få dig til at undlade at lægge dine fine diy op.

    Kh

    Astrid

  2. Sara Marie 17. oktober 2011 at 06:08 #

    Jeg synes, den er lidt svær. Jeg kan sagtens forstå dine følelser omkring det.

    Jeg synes helt klart, at man SKAL henvise og linke på sin blog, når man låner fra andre. Det gør det værd at dele med andre. Men som Astrid også skriver, så har du lagt opskriften ud til fri afbenyttelse. Og hvordan skal man henvise til en blog, når man sælger noget i en butik? Det gør man jo ikke.

    Nu hvor du ikke kan gøre noget ved det, så synes jeg du skal vælge at være glad for det :-) De har jo brugt tiden på at masseproducere og sælge noget, som du ikke selv har gjort. Du har lavet det for fornøjelsens skyld og delt den fornøjelse med andre, de har omsat det til et arbejde.
    Og VI herinde på blogland ved jo, hvor dejlig og dygtig, du er, og vi sætter så stor pris på, at du deler dit talent med os andre.
    Og hvis nogen af os så barnevognskæden i et vindue, ville vi tænke “nææææ der er Mettes fine barnevognskæde til salg”.

  3. Sandra Jill Christensen 17. oktober 2011 at 07:02 #

    Søde Mette – du må gerne blive både ked af det og sur – jeg blev PISSE TOSSET! DesignKartellet har derfor fået dette indlæg på deres Facebookside:

    Kære DesignKartellet. Stor ros til jer, for jeres altid flotte ting i jeres butik og her på siden. Jeg er dog virkelig ked af at skulle sige det, men jeg er ret sikker på at i har snuppet en idé, uden at henvise til hende der rent faktisk har “opfundet” den. Det skønne ved blogverdenen er, at man kan få ideer fra andre og selv prøve dem af, men den uskrevne regel er altså også, at man linker til hende man har ideen fra. Her er hende i skal linke til – alt andet ville være virkelig dårlig stil!
    På forhånd tak :-) (og så et link til din kæde).
    … Og jeg er SLET IKKE færdig, hvis de ikke linker til dig… Jeg er jo ikk’ en stædig pædagog for ingenting vel :-)

    Knus og ha’ nu en rigtig dejlig dag :-)
    Ps. Sjovt som de også lige lavede en uglebarnevognskæde… Dog i læder, men det er nok fordi de ikk’ kan hækle ;-)

  4. Sandra Jill Christensen 17. oktober 2011 at 07:08 #

    Og forresten, så har butikken rig mulighed for at linke til Mettes designs, da indehaveren har bloggen Kirkesjov herinde… Så der er ingen undskyldninger!

  5. Astrid 17. oktober 2011 at 07:16 #

    Jeg synes egentlig ikke, det er gjort med et link til farmorfabrikken – det ville det være, hvis det bare var en, der havde lavet kæden og lagt den på sin egen blog.

    I det her tilfælde vil Designkartellet tjene penge på en andens design uden at bede om tilladelse. Det er ualmindeligt dårlig stil.

  6. Helle Ansholm 17. oktober 2011 at 07:31 #

    Hej Mette.

    Først og fremmest en stor ros til din blog, din fine pen og dine kreative input. Jeg elsker at kigge forbi :)

    Jeg kan sagtens forstå, at det er med blandede følelser, at du støder på en barnevognskæde, der til forveksling ligner noget, som du selv kunne stå bag.

    Det er en problematik, som jeg ofte funderer over, da jeg som strikkende sjæl bevæger mig i en verden, hvor mange strikkeopskrifter og metoder er så gamle og klassiske, at ingen vel rigtig kan tage patent på dem.
    (Som da et firma forsøgte at tage patent på Anna Pihl-sweateren, men blev modarbejdet af, at der er tale om en klassisk model, der fortaber sig tilbage i tiderne og ikke kan spores til en konkret ophavsmand).

    Det kan på mange punkter sammenlignes med diskussionen omkring originalitet i det hele taget, da man jo til alle tider har delt, udvekslet og ladet sig inspirere af alverdens kunst, kultur og det kreative.

    Jeg synes, at det gør det meget vanskeligt som kreativ nørkler at vurdere, hvornår man kan tillade sig at sælge noget, man selv har kreeret, men som på den ene eller andet måde ligner sager, som allerede findes. Derfor har jeg endnu ikke turde for alvor at kaste mig ud i af sælge af mine ting…
    Måske er der nogle af jer herinde, der er skarp i sådanne regler.

    Med hensyn til barnevognskæden, tror jeg, at min nysgerrighed ville bringe mig ind i butikken og spørge lidt ind til kædens opståen. Ikke med kritisk sind, men blot for at få en fornemmelse for kædens “historie”.

    Kh.Helle

  7. Line 17. oktober 2011 at 07:35 #

    Hej Mette!

    Kan i det store hele kun støtte op om alt det, de andre tøser allerede har skrevet til dig:

    At det dæleme er forståeligt, at du bliver ked/tosset, at det er ualmindelig dårlig stil fra DesignKartellets side, og at du samtidig – desværre – ikke kan gøre så meget ved det, fordi du lægger dine ting ud til fri afbenyttelse (ikke at du skal stoppe med det, det er jo lige præcis det, der er det smukke ved blogverdenen; det er god karma, er det – en ting vi i øvrigt generelt ikke kan få for meget af i denne verden :-) ).

    Overvejede faktisk at foreslå dig at stikke hovedet ind i den fysiske butik og gøre dem venligt opmærksom på, at du ville blive glad, hvis de høfligt henviste til, hvor de har fået designet fra, men den har Sandra jo allerede klaret virtuelt med sin fine FB-post (som straks er blevet ‘liket’ herfra ;-) ).

    Nu har de i hvert fald fået en chance for at reparere lidt på deres egen ethos. Lad os håbe, de griber chancen.

    KH L

  8. Kristine 17. oktober 2011 at 07:46 #

    Min søde Mette…

    Jeg kan sagtens forstå, at du er oprørt! Jeg ved ikke helt præcis hvordan du juridisk er stillet, men mener helt klart, at man som altid skal kreditere ophavskvinden.

    Lullaby & La La skriver følgende på sin side:
    “RESPEKTÉR VENLIGST AT…
    Alle designs, tekster og billeder tilhører mig og er beskyttet af loven om ophavsret. De må derfor ikke benyttes/kopieres uden min tilladelse.”
    http://ulla-lullaby.blogspot.com/

    Måske skulle du gøre tilsvarende. Og så ville jeg da helt klart konfrontere pågældende webshop med dit design-issue. OG jeg ville ikke tøve et sekund med at fraråde andre at købe denne barnevognskæde eftersom et er en plagiat.

    Men som med alt anden i denne vidunderlige on-line verden, kan det være svært at bevise hvem der kom først, og hvem der har retten på sin (blog) side.

    1000 tanker
    Kristine

  9. FruForstad 17. oktober 2011 at 07:56 #

    Kære Mette

    Der findes vist ingen ‘rigtige’ regler, men der er jo en del uskrevne. De fleste er enige om, altid at linke til den side hvorfra idéen er kommet og ikke selv producere en andens idé med henblik på kommercielt videresalg.

    Men når det er sagt er min personlige mening, at blogland er så lille og præget af de samme tendenser og inspirationer, at det er VILDT svært at afgøre, hvem der fik hvilke idé på hvilket tidspunkt. Ting ligner hinanden, banevognskæder, sutteholdere, nøglekæder, voksibetræk, kørerposer, babytæpper, hue og julepynt har på mange måder et ret begrænset udtryk, hvis det også skal være anvendeligt. Det er de samme motiver blogland er tiltrukket af (kort opridset: ugler, ræve og overskæg) så derfor kommer alting til at hinanden.

    Rent professionelt går jeg ind for idédeling, jeg tror på, at i det lange løb, bliver alting bedre, hvis vi deler vores idéer med hinanden, så enhver idé har mulighed for at blive forfinet (muligvis af en som ikke selv har genereret idéen til at starte med).
    Da jeg sad på skolen og stadig tegnede, blev jeg nærmest depri af at sidde for tæt på dem, der ikke ville fortælle hvad de havde lavet før kritik. Efter min mening lever idéer og udvikling af at skifte hænder og blive formet af flere forskellige mennesker. Jeg betragter det, som en slags idéevulotion. Den er uundgåelig, det er sådan alle de virkelig store ting er opstået.

    I tillæg hertil vil jeg dog sige at jeg også går ind for at man skal sige til folk, hvis man føler sig tråd over tæerne. Det er da meget bedre at du går ind i pågælnden butik og påtaler at du føler dig gået for nært. Sæt en dialog i gang med dem der har gang i barnevognskæderne, få sagt at du vil værdsætte, at de linker (eller hvad du gerne vil opnå) til dig. Det er meget nemmere at gå dirkete derhen, end at sidde her bag div. skærme og spekulere. Sagen er jo at det kan være, at producenten af ‘din’ barnevognskæde, føler at _du_ har stjålet hendes idé.

    krams fra Forstaden

  10. Lene 17. oktober 2011 at 08:49 #

    Jeg kan godt forstå at du blev ked af det og mener helt klart man skal linke, hvis man nupper en ide. Syntes det er dejligt, at kunne dele ideer med hinanden og det er vel også det der er meningen med at blogge.
    Men vil også sige at det kan være svært at afgøre hvem der får ideen først… De trends der er oppe i tiden er der jo mange der laver, feks ugler og hvem har lige fået den ide:-).
    Jeg har tilmeldt mig som fast læser hos dig og glæder mig til at følge din blog, og skal nok linke hvis jeg afprøver en af dine ideer;-))…
    God dag
    Kh Lene

  11. Helle Lundsgaard 17. oktober 2011 at 09:32 #

    Kære Mette

    Jeg kan vist ikke skrive noget de andre ikke allerede har skrevet. Jeg elsker at vi i blogland kan inspirerer hinanden, men jeg kunne aldrig drømme om at låne andres ideer uden at henvise til, hvor jeg fandt ideen og linke dertil. Alt andet ville være dårlig stil. Særligt hvis man samtidig vil tjene penge på det..
    Jeg har set flere skrive at deres ideer kun må lånes til privat, men ikke kommercielt brug.. Men hvordan det juridiske i det er ved jeg ikke.

    Mvh Helle

  12. Mette Kirkeskov jensen 17. oktober 2011 at 10:53 #

    Kære Mette

    Først og fremmest – tak for dit indlæg. Det er meget væsentligt og vedkommende. Og Sandra – også tak til dig for at gøre os (DesignKartellet) opmærksomme på problemet. Når det er sagt, så er det rigtigt, at jeg er medindehaver ag butikken, men vi er 14 medindehavere, og den omtalte barnevognskæde er ikke fra min hånd. Malene som har lavet kæden er rigtig ked af det, og vil også tage kontakt til Mette. Jeg er mest ked af, at denne debat er startet inden, der er taget personlig kontakt, for så kunne mange misforståelser være undgået.

    Igen til dig Mette – selvfølgelig skal dit design ikke kopieres uden lov! Men er man ikek selv en del af “Blogland”, men måske bare har set en kæde, ja, så er det ikke sikkert, at man ved hvor den stammer fra. Det er dog ikke en undskyldning, men måske en forklaring. Du hører fra Malene.

    Kh. Mette

  13. Malene 17. oktober 2011 at 11:09 #

    Kære Mette,

    Jeg er frygtelig ked af at jeg har misbrugt din blog tillid. Jeg har ikke noget stort kendskab til blog verdenen, og har som sådan ikke tænkt videre over det ! Jeg er ny i “faget” men jeg kan garantere (!) at det ikke sker igen fra min side. Jeg havde ikke set den komme. Kæderne er ikke længere i butikken. Jeg har sendt dig en mail.

    Mange beklagelige hilsner fra Malene

  14. Mette / Farmorfabrikken 17. oktober 2011 at 17:01 #

    Kære alle

    Tusind, tusind tak jeres input :) Som I kan se af mit seneste indlæg er alt godt og trådene redt ud.

    Jeg er stadig en “ung-blogger” med knap et år på bagen og har selv lært meget af denne sag. Jeg vil udfra de bedste intentioner om at være en god blog-kollega altid gøre mit bedste for at huske på, at man altid skal spørge om lov og henvise til andre, når man bliver inspireret af deres ting.

    Jeg glæder mig forsat til at dele ude af gode egne ideer såvel som suge til mig af andres :-) Jeg elsker at befinde mig i dette kreative univers, hvor vi deler, inspirerer og hepper på hinanden. For en klog kvinde har en gang fortalt mig, at alle kvinder fortjener et dagligt jubel-kor! Det er hermed givet videre.

    Rigtig god aften og god karma til alle!

    Kh, Mette

  15. Sarah 18. oktober 2011 at 06:55 #

    Hej kære søde Mette.
    Jeg nåede slet ikke at skrive inden I fandt en løsning…
    Men hvor er jeg dog glad for I har fundet ud af det med hinanden :)
    Bliv endelig ved med at inspirere os andre. Du laver simpelthen så fine ting :)
    Knus Sarah.

    • Mette / Farmorfabrikken 18. oktober 2011 at 17:22 #

      Tak Sarah – og du er nu altså forsat savnet herinde :) Håber det går godt med huset og at idyllen har sænket sig over jeres nye hjem ovenpå flytningen.
      Knus!

  16. Lene Mørk Blaabjerg 17. oktober 2012 at 09:27 #

    De kunne da have spurgt dig om du ville være med i et fedt samarbejde? Det kunne da have leveret vældigt fede ting til de glade shoppere;)

    • Mette 17. oktober 2012 at 15:58 #

      Ja, det kan du have ret i :-)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates