Jer der jævnligt følger bloggen ved, at jeg har haft et hængeparti, nemlig den skønne halsedisse i sildebensstrik. Jeg kan desværre ikke forklare det langstrakte forløb med at opskriften var urimelig svær. For da strikketeknikken først var på plads, var opskriften egentlig ret simpel. Og deri lå udfordringen åbenbart for mig…
Men selvom jeg har strikket et hav af overspringshandlinger – blandt andet en lille hue, som jeg glæder mig til at vise – formåede jeg alligevel laaangt om længe at blive færdig med halsedissen i går! Jeg er vild med det mønster, som sildebens-teknikken giver. Selv bagsiden bliver helt utrolig fin, hvilket blot gør halsedissen endnu mere fantastisk. Så jeg er vildt glad for resulatet! Det var trods alt alle anstrengelserne værd :)
Opskriften er fra Purlbee.com (surprise!) og du kan se den originale opskrift lige her. Men hvis du ikke er god til engelsk, så kan du læse min oversættelse her…
Materialer:
- Rundpind nr. 12/80 cm.
- Rigtig meget garn! Jeg har selv brugt 3 nøgler Thule fra Hjertegarn.
Godt at vide:
- Strikkefasthed: 15 masker = 10,5 cm i sildebenstrik.
- Endelig størrelse: 36 cm bred og 147,5 cm i omkreds.
- Sildebensstrik er meget kompakt, du kan derfor med fordel vælge en garntype til pind 6, selvom du strikker på pind 12.
- Se evt. videovejledninger til sildebensstrik her og her.
Opskrift:
Slå 220 masker løst op på rundpinden.
Placer en maskemarkør i begyndelse af arbejdet. Når du kommer til masken ved maskemarkøren, tages den af, og når masken er strikket, sættes den tilbage igen.
Runde 1: * 2 r sm og lad den første maske glide ned fra venstre pind, og gentag runden ud.
Runde 2: * 2 r sm gennem bagerste maskeled/maskelænke, den første maske fra venstre pind lader du glide ned af pinden, og gentag dette runden ud.
Gentag runde 1 og 2, indtil arbejdet måler 36 cm.
Sidste runde: starter efter en runde 2!
2 r sm, og lad første maske glide fra venstre pind, gentag igen ( i alt 2 gange). Nu har du to masker fra denne runde på højre pind. Herefter foretager du en normal lukning, hvor du hiver den første maske over den maske du netop har strikket. Således fortsættes der med 2 r sm og lad første maske glide ned, og luk herefter en maske. Gentag dette indtil der er 2 masker tilbage (1 maske på venstre pind og 1 maske på højre pind), strik den sidste maske ret gennem bagerste lænke og luk den næstsidste maske. Klip tråden og træk den gennem den sidste maske.
Hæft enderne.














Ja, den blev rigtig flot!! Hvornår holder farmorfabrikken strikkekursus for absolut begyndere?? ;)
Vi arbejder på ideen med et lille strikke-kursus;-)
God WE
Hej Isabella – den her halsdisse må jeg simpelthen lave – tænker evt. en “senneps-gul” en af slagsen må blive virkelig fed! Men jeg er jo ny strikker, og forvirret som altid… Jeg har set begge videoer I linker til, og teknikken ser umiddelbart lidt svær ud, men som du skriver, så når først teknikken er der, så er det vel ikke så kompliceret… Men nu tænker jeg så… Når nu halsdissen strikkes på rundpind – så vender man jo ikke “arbejdet” – skal man så stadig strikke på den måde som videoerne viser (altså hvor man så laver den der “slip slip knit” i runde 1 og “purl 2 together” i runde 2), eller er der en lille detalje her som jeg overser? Håber det giver mening, det jeg spørger om :-)
Mange hilsner fra Sara
Hej igen, jeg tror jeg har fundet ud af det, man skal jo bare nøjes med at gøre præcis som I skriver, så giver det jo helt meget mening ;-) Det bliver bare SÅ fint!!
Fedt, hvor er det dejligt at høre :-) Go’ fornøjelse!
Hej igen Mette
Må jeg lige spørge – den halsedisse der er billed af her – er den virkelig 36cm bred? Synes nemlig ikke helt at den ser så bred ud? Jeg har selv købt 4 nøgler merinould, og er igennem de 2 nu hvor den ca. måler 15 cm – dvs. jeg når nok op på 30 cm når jeg er igennem de 4 nøgler.. Tænker du det gør noget hvis man stopper der? Det skal lige siges at det ikke er noget problem at få fat i et 5. nøgle – men jeg synes at jeres billede ser rigtig fint ud, så hvis den nu heller ikke helt var 36cm så ville det nok være ok at “nøjes” med 4 nøgler (selvom det sørme også er meget garn!)
Nå men tak igen for jeres fantastiske blog – jeg er kæmpe fan!!
Hej Sara,
I original opskriften er halsedissen 36 cm, min udgave blev omkring 31 cm, hvilket svarer til 4 nøgler garn.
Så du kan sagtens lukke af ved 30 cm, især da sildebensstrik er meget kraftigt og fyldigt.
Vil meget gerne se et billedet, når du er færdig med det :-)