Det svære farvevalg

Når jeg tager fat på nye projekter, er jeg allerede på forhånd klar over, hvilke farver jeg gerne vil bruge. Jo, altså – nogle gange. Med andre ord så er jeg ret ofte i tvivl. For sandheden er snarere den, at selvom jeg ville ønske, at jeg var én af dem, der nærmest får et klarsyn, inden de går igang med nål og tråd, så hænger min verden ikke sådan sammen.

Når jeg går igang med nye projekter er det oftest, fordi jeg er blevet inspireret af en opskrift, som jeg gerne vil afprøve. Jeg kan også snildt blive forført af lækre stoffer og smukke garnnøgler, hvorefter jeg går igang med at finde noget, som jeg kan lave med materialerne. Men lige meget ad hvilken vej mine projekter tager sin begyndelse, så ramler jeg altid ind i det svære farvevalg.

Der er jo ingen facitliste for, hvornår farver er rigtige sammen. Valgmulighederne er uendelige… “Du skal ikke se forhindringer, men udfordringer” mindes jeg, at nogen så vist har sagt. Men jeg ser nu heller ikke valget af farver, som noget, der bremser mig – det er mere et valg, hvor jeg har svært ved at begrænse mig. Fx når jeg har lavet et vellykket projekt færdigt, så får jeg altid lyst til at afprøve opskriften én gang til, blot i andre farver og nye kombinationer. Lige omvendt så kan jeg også gå igang med et projekt, som jeg aldrig får lavet færdig, da det er som om, at farverne bare ikke rigtig spiller den symfoni, som jeg først hørte, da jeg gik igang. Dem har jeg et par liggende af…

Men hvis der ét sted, hvor det er farverne, som inspirerer mig til et lave et projekt – så er det i kunsten. I går læste jeg i Louisianas seneste udstillingskatalog og blev helt blændet af Sophie Taeuber-Arps smukke, smukke farvekombination. Jeg får jo lyst til at købe for tusindvis af kroner Liberty-stoffer og sy et babytæppe i patchwork. Jeg ville brodere små mønstre rundt omkring på de forskellige tern og lave en hel lille verden i form af et lunt tæppe.

Læs også om:

6 Responses to Det svære farvevalg

  1. Astrid 22. februar 2012 at 08:59 #

    Mindre kan jo evt gøre det end Liberty – der er mange andre stofdesignere, der laver smukke ting. Bl.a. laver Kaffe Fassett stof for Rowan (som jo også laver det lækreste garn), som du blandt andre ting kan se her: http://www.cottonpatch.co.uk/acatalog/kaffe_fassett.html. Det er simpelthen pakker med farvekoordineret stof. Jeg synes personligt, at noget af hans stof er for “uroligt” og skrapt i farverne, men det er jo en smagssag. Rowan laver i det hele taget smukt patchworkstof, og jeg tror, jeg snart skal i gang med at lave noget med det…

    • Marianne Topping / Tulle Momsemor 22. februar 2012 at 16:58 #

      Er der noget specielt man skal være opmærksom på når man handler i England? Eller er det kun USA man skal passe på skat/moms?

      • Astrid 22. februar 2012 at 18:01 #

        England er med i EU, så der kommer der ikke told eller moms på.

    • Mette 23. februar 2012 at 15:31 #

      Uh, tusind tak for det tip! Jeg kendte faktisk kun Rowan garn, men ikke deres stoffer. Det må jeg straks se nærmere på :-) Kh, M

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates