Strikkeopdragelse, ja tak!

I går gik et nyt strikkeprojekt fuldstændig i hårdknude for mig. Og det irriterede mig helt vildt! Det irriterede mig faktisk mere end hvad samtlige reklamer fra Super Best nogensinde har gjort – og det siger en hel del. Så mens jeg sad dér og trevlede arbejdet op, svor jeg, at det var på tide, at jeg fik samlet rigtigt op på strikningen. For siden jeg lærte at strikke én pind ret og én pind vrang, så har strikning for mig været learning-by-doing. Sværhedsgraderne er steget fra projekt til projekt, og jeg har i højere grad koncentret mig om at lave nye ting for hver gang end at pudse teknikken af og lave tingene pænere (hvilket bl.a. min glatstrik tydeligt bærer præg af og således også var offer for en heftig optrevling i går).

Derfor har jeg nu sat mig for at læse min strikkebibel – der med andre ord hedder noget så genkendeligt som “Politikens strikke- og hæklebog” – fra første til sidste side og samtidig strikke de forskellige teknikker, der beskrives. Siden min strikkedepression, der udsprang af manglende respekt for strikkefasthed, har jeg været klar over, det var på tide at lægge min autodidakte tilgang på hylden og få lidt opdragelse af strikningens Emma Gad: nemlig Vivian Høxbro, der er én af Danmarks mest erfarne strik-designere og har skrevet flere bøger om strikning, heriblandt min bibel.

Projektet har fået mig til at tænke på filmen “Julie & Julia”, der er baseret på den virkelige historie om, hvordan en amerikansk kvinde, Julie Powells, er gået helt i stå med livet og beslutter sig for at gøre noget drastisk og kaste sig helhjertet over det allerbedste, hun ved: at lave mad efter en berømt kogekoge, Julia Childs “Mastering the Art of French Cooking”, og samtidig skrive en blog om det.

Jeg vil dog ikke gøre kunsten fuldstændig efter, da Julie lavede Julias 524 forskellige retter på ét år… Hvis jeg skulle strikke alle Vivians trin på 365 dage, så skulle der være mere end 24 timer på ét døgn. Men jeg vil læse mig gennem strikkebiblen side for side og løbende blogge om det. Så må det ta’ den tid, det tager. Og så kan jeg jo kun håbe på, at nogen får lyst til at lave en film om dét ;-)

Læs også om:

8 Responses to Strikkeopdragelse, ja tak!

  1. Kirsten 16. marts 2012 at 07:58 #

    Hej Mette,
    Det vil jeg glædem mig meget til at følge.
    Har haft samme problem, blev for utålmodig med at gøre projektet færdig, istedet for at gøre det ordenligt, – med strikkeprøver for at teste teknikken og fastheden… det må man åbenbart lære på den hårde måde!
    Jeg har lært det efter maget laang tid og efter 40 sokker er din glatstrikning perfekt.
    Hygge Kirsten:)

    • Mette 16. marts 2012 at 14:12 #

      Wow, 40 sokker :-) Imponerende! Jeg håber på, at min glatstrik kommer på benene i kraft af små trøjer og cardigans. I weekenden må den første i hvert fald stå sin prøve – med strikkebiblen ved min side.

      God weekend. Kh, Mette

  2. Ohhhappy 16. marts 2012 at 09:27 #

    Sikke en god ide! Er selv autodidakt strikker og tit lidt for hurtig til at bruge nogle “hjemmelavede” løsninger, når jeg står med et strikke-problem. Har fx aldrig rigtig fundet ud af, hvordan man hæfter ender på en pæn måde, i stedet for bare at sy på stedet (giver tit sådan nogle grimme “klumper”..
    Men jeg vil i hvert fald glæde mig til at læse med her og måske lære noget undervejs :).

    • Mette 16. marts 2012 at 14:13 #

      He he… ja, jeg har det også med at være lidt for hurtig :-) Kender alt for godt til de dér hæfte-ende-klumper! Go’ weekend, kh Mette

  3. Marianne Topping / Tulle Momsemor 16. marts 2012 at 16:14 #

    Noget som vi nok er mange der kunne have godt af..
    Specielt den der med strikkefasthed – følger spændt med :)

    • Mette 17. marts 2012 at 07:22 #

      Strikkefasthed er virkelig en tricky sag :-) Go’ lørdag! Kh, M

  4. camilla 12. september 2012 at 17:51 #

    er det sådan en bog hvor man også kan se “grundtrin” til strikning? vil meget gerne igang med at strikke nemlig :D

    • Mette 12. september 2012 at 19:21 #

      Jeps, der er grundtrin og en hel del mere. Hvis du først vil prøve at snuse lidt til strikning, inden du køber den ’store’ bog, så kan jeg på det varmeste anbefale Sys Fredens “Strikkeskole” kombineret med de fine videoguides på Garnstudio’s site. Så kan du både læse og se – det hjælper helt gevaldigt :-) Pøj pøj med strikningen!

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates