Den fineste bog med nye hæklerier…

Hæklerummet

Jeg har allerede pippet ganske lidt om en ny krea-bog, som netop er udkommet. Det er Annika Messings “Hæklerummet“, der rummer de fineste 27 forskellige hæklede figurer – alt fra prinsesser og cupcakes til dyr og robotter. Ej at glemme en bil med campingvogn! Det er en bog lige efter mit hjerte.

Allerede da jeg så bogens forside, var jeg ’hooked’. Og jeg er kun blevet mere begejstret efter jeg har fået den i hænderne. Den er virkelig gennemført med rigtig gode opskrifter, der i øvrigt alle introduceres med en lille anekdote og illustreres med de skønneste billeder, som skaber et sjovt og inspirerende univers omkring hæklerierne. Fx er rensdyret Rudolf rejsearrangør og fixer ”umådeligt efterspurgte bådture og barbesøg”. Og gravhunden Gurli er eftersøgt og sidst set fredag aften i nærheden af lufthavnen. Hvis man har set hende, skal man sende oplysninger til kom.tilbage@hund.nu. Hi – det er da hækle-humor!

Bogen giver mig vitterligt sved på panden. For jeg har lyst til at hækle hver og ét projekt. Og jeg har også lyst til at anbefale den til alle, der allerede hækler eller som blot drømmer om at komme i gang. Opskrifterne er nemlig nemme at gå til og bagerst i bogen bliver du hjulpet på vej med en hækleskole. Der er bl.a. forklaringer på de indforståede hækle-koder, som er temmelig kryptiske, når man er nybegynder. Fx er der en liste, hvor der står ”Læs: 1. omg.: 6 fm i 2. lm fra nålen. Gør: 1 omgang: Hækl 6 fastmasker i 2. luftmaske talt fra nålen”. Da jeg var nybegynder, kunne jeg godt have brugt sådanne små vejledninger, der gør at man knækker hækle-koden lidt hurtigere.

Annika Messing har i øvrigt bloggen Virkeverket og har også en Facebook-side, hvis man er blevet nysgerrig efter at se lidt nærmere. Jeg er i hvert fald blevet fan!

Læs også om:

2 Responses to Den fineste bog med nye hæklerier…

  1. Marianne Topping / Tulle Momsemor 26. marts 2012 at 11:08 #

    Den er hermed snuppet til ønskesedlen.
    Jeg hækler efter “Hæklede dyr” og de er populære, men jeg tror også de her vil være efterspurgte :)
    Tak for tippet!

    • Mette 27. marts 2012 at 19:18 #

      Det var så lidt. Bogen er helt klart et skønt supplement til de små hæklede dyr :-)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates