Vil du være med til Verdens Broderidag?

Broderibloggen har de to piger Rikke Ruff og Tine Wessel lagt op til et rigtig godt initiativ, der vil slå et slag for både broderiet og verdensfreden. Ja, så kan man da ikke andet end at blive nysgerrig, vel?

Det er nemlig sådan, at det er Verdens Broderidag mandag d. 30. juli og i den anledning inviterer Rikke og Tine alle til et broderievent kl. 11-16 på Frederiksbergs Hovedbibliotek. Formålet er at skabe fokus på broderi, broderiets mangfoldighed og dets evne som en fortællende udtryksform, der kan fungere som et nonverbalt kommunikationsmiddel på tværs af grænser mellem mennesker.

Jeg synes, det er en smuk tanke, at den smukke håndarbejdsform kan bringe folk sammen ligegyldig baggrund og nationalitet. Og det er netop hvad pigerne vil. At skabe en kreativ fredsbevægelse gennem broderiet som en fredelig beskæftigelse og sende et signal til hele verden. Det vil de gøre ved at lave et stort kunstværk bestående af en masse broderede fredsduer, som vil blive udstillet på FN’s Internationale Fredsdag d. 21. september 2012.

Og så er det nu du skal spidse ører – eller rettere sagt broderinålen. For værket skal nemlig bestå af fredsduer, som du, vi og alle os har broderet. Rikke og Tine har udvalgt et motiv, så alle broderer det samme. Men det er op til den enkelte at dekorere duen med de sting, farver, stofstykker, perler, ord m.v. som man selv lyster. Med andre ord: ”Due it your way”. Du kan læse mere om eventet og finde due-motivet på Broderibloggen.

Ps. Hvis du ikke lige bor i nærheden af Frederiksberg, men gerne vil være med til at bakke op om eventet, kan du også blot sende din fredsdue (eller fredsduer) med posten – så vil den blive integreret i værket. Send en mail til broderibloggen@email.dk

Læs også om:

2 Responses to Vil du være med til Verdens Broderidag?

  1. Tulle Momsemor 4. august 2012 at 14:46 #

    En flot ide – jeg håber de får mange deltagere.

    • Mette 4. august 2012 at 23:59 #

      Ja, det er en skønt initiativ :-)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates