Suveræn, genial, fantastisk – kald denne nye strikkebog, hvad du vil. Jeg er über-begejstret!

Suveræn strik af Lene Holme Samsøe

Advarsel: Dette lange blogindlæg vil være fyldt med superlativer, der er så stærke, at du vil tro, at jeg 1.) er i lommen på forlaget, eller 2.) har givet spalteplads til et reklameindslag. Jeg kan dog fortælle, at jeg arbejder på et konkurrerende forlag, og at jeg selv har skrevet hvert eneste ord, hvorfor jeg meget nemt kan mane de to formodninger langt, langt ned i jorden.

Men ja, jeg er VIRKELIG begejstret for denne nye strikkebog, “Suveræn strik på den feminine måde” af Lene Holme Samsøe, som mange af jer garvede helt sikkert allerede kender fra en række andre bøger. Personligt er dette dog min første vaskeægte ‘Lene Holme Samsøe-bog’, men jeg tør næsten også vædde begge mine strikkearme på, at det er den bedste. Den smukkeste. Den mest inspirerende. Den helt igennem allermest fantastiske strikkebog – når vi altså taler om bøger med opskrifter, som du har lyst til at strikke til dig selv. Ja, du læste rigtigt: Til dig selv!

Jeg har efterhånden en hel del strikkebøger, som jeg knuselsker. Men jeg indrømmer også gerne, at 95% af bøgerne kredser omkring opskrifter til de små. For selv om jeg på CV’et klassificerer mig selv som en garnjunkie – der er så afhængig af at strikke, at der snart gror strikkepinde ud af fingrene på mig – så får jeg alligevel voldsomme angstanfald ved den nervepirrende tanke om at iklæde mig ting, som jeg selv har strikket. (Dette gælder dog absurd nok ikke huer, sokker, halstørklæder, vanter og den slags, men snarere cardigans, trøjer og sweatre. Med andre ord ting, som jeg skal hive ned over hovedet og stikke armene ud igennem. Gisp!)

Jeg tror, at angstanfaldene stammer fra et tidligt traume, hvor jeg arvede en hjemmestrikket sweater, der kradsede så meget, at selv dem, der sad ved siden af mig, begyndte at klø sig. Dét kombineret med oplevelsen – og vel også fordommen – om, at ‘voksen-opskrifter’ er smagløse 80’er-orienterede kone-opskrifter med sværhedsgrader, der er lig med kvantefysik på Holger Bech-niveau, har gjort, at jeg ganske enkelt hverken har haft lyst eller mod på at strikke ego-projekter. Men det har jeg i aller højeste grad nu. Se bare disse to modeller ud af bogens i alt 25.

Suveræn strikkebog

Suveræn strikkebog

Er de ikke bare fine?! Og jeg er ikke engang hundeangst for at gå igang. For bogen rummer et indledende kapitel, hvor alt fra forkortelser, anvisninger, størrelser, strikkefasthed og diverse teknikker forklares. Derudover har Lene Holme Samsøe gjort et fantastisk stykke arbejde med opskrifterne, da de ikke blot er en lang række af forkortede hieroglyffer, der på papiret synes som en stor grå mur, der er umulig at kravle over. For opskrifterne er nemlig skrevet i et lidt mere formidlende sprog og har anvisninger undervejs, så man ved, hvilken del det er, man strikker på – hvilken del af muren det er, man skal passere.

Jeg synes nemlig, at det nogen gange kan være lidt svært at regne ud, hvor i al verden man lige befinder sig, når man er midt i en opskrift. Er det et ærmegab, midterstykke eller rækken til knapperne?! Jeg skal også lige huske at nævne, at der er detaljefotos samt målskitser til alle modellerne, så man kan regne sig frem til, om man måske mere er en ‘medium’ fremfor en ’small’? Det er nemlig så træls, når man har brugt rigtig mange timer på en trøje og så finder ud af, at den er for lille…

Derudover er bogen ganske genialt opdelt i mønstre. Kapitlerne forløber nemlig alt efter, om modellerne er strikket med ret/vrang, hulmøster, bobler, fletmønster eller riller. Derved kan man på forhånd vurdere, hvad man kaster sig ud i. Se bare disse fine kapitler:

Suveræn strik

Det er virkelig en flot, flot og meget inspirerende bog – og jeg glæder mig meget til at afprøve flere af opskrifterne. Til at strikke til MIG SELV :)

Læs også om:

37 Responses to Suveræn, genial, fantastisk – kald denne nye strikkebog, hvad du vil. Jeg er über-begejstret!

  1. johanne 20. december 2012 at 18:51 #

    jeg kan i den grad anbefale dig at købe forgængeren :-)

    • Mette 20. december 2012 at 19:24 #

      Det lyder godt, Johanne – for jeg er virkelig blevet fan :-)

  2. Anne 20. december 2012 at 19:10 #

    Åhh vil også gerne strikke til mig selv. Men synes også at så store projekter er lidt skræmmende!!! Glæder mig til at se hvad du får lavet :)

    • Mette 20. december 2012 at 19:25 #

      Det er mega skræmmende! Men man må vel bare op på hesten ;-) Håber alt er vel hos dig i barselsland :-)

  3. Malene 20. december 2012 at 19:52 #

    Sjovt – hos mig er 90% af de strikkede ting til mig selv. Mine drenge kan til nød lige få et par uldsokker eller en halsedisse, ikke fordi de ikke vil gå i mors hjemmestrikkede kreatione, men de vokser for stærkt til det store arbejde …..
    Fede opskrifter i den lækre bog, må lige på ønskesedlen og så håber jeg der er nogen som er i sidste øjeblik ;0)

    • Mette 20. december 2012 at 22:34 #

      Jeg krydser fingre for, at den ligger under dit juletræ :-)

  4. Emilie 20. december 2012 at 19:53 #

    Avra, den bog skal jeg da vist lige kigge nærmere på.
    Den ser virkelig fin ud og slet ikke skræmmende. :-)

    • Mette 20. december 2012 at 22:34 #

      Nemmerlig, det er lige hvad den er :-)

  5. Mie 20. december 2012 at 19:56 #

    Årh for pokker hvor du dog rammer plet…

    Lige nøjagtig dér er jeg også ramt… Frygten for, at mislykkes undervejs i et projekt til sig selv… Frygten for, om jeg nu støder ind i uforudsete problemer man ikke kan få sig selv ud af igen…

    Det skal dog nævnes, at jeg samler alle opskrifter sammen, som ser bare tilnærmelsesvis ud som om jeg efterfølgende ville bruge omtalte projekt, men mappen bliver større og større, og tiden mindre…

    Har jeg toppet min frygt og påbegyndt en vest til mig selv… *GYYS*

    Held og lykke og god strikkelyst

    • Mette 20. december 2012 at 22:33 #

      Hi hi… sådan en mappe har jeg også. Min er bare en skoæske, der er vokset fra én til to.
      Og hvor er du SEJ! Du strikker til dig selv. Respekt :-) Pøj pøj – jeg krydser fingre.

  6. anne andersen 20. december 2012 at 20:58 #

    Det er næsten for sent at ønske den til jul, men jeg tror der er noget der hedder nytårsgaver, den skal erhverves det er sikkert

    • Mette 20. december 2012 at 22:32 #

      JAAA, nytårsgaver :-)

  7. Marie Rasmussen 20. december 2012 at 21:07 #

    Det er sjovt, jeg har det på nøjagtig samme måde! Strikker kun halstørklæder og andre småtterier til mig selv, resten er babytøj, der gives væk (selvom det til tider, hvis det er et vellykket projekt, kan være liiidt svært at give væk :))
    Jeg tror også, det måske er fordi, man er lidt perfektionistisk, med hvad man tager på, og så er det nemmere at strikke til babyer, der ikke har en holdning til tabte masker og strikkludder.
    Må vist hellere få fingrene i den bog alligevel.
    Tak for en rigtig dejlig blog :)
    Kh. Marie

    • Mette 20. december 2012 at 22:31 #

      Marie, jeg tror, du er mit strikkende spejl :-) Jeg har det på præcis samme måde! Måske man snart skulle gå igang med at lave nogle babyer selv, når man kan beholde alle de lækre ting, man strikker… Kh, Mette

      • Tine 21. december 2012 at 14:42 #

        Mette, det kan altså anbefales at strikke til ens egne. Det gør det bare lidt federe at se tingene på sine egne guldklumper, måske fordi de(altså guldklumperne) per definition er superlækre i forvejen.

        • Mette 21. december 2012 at 17:16 #

          Det er jeg ikke i tvivl om ;-)

      • Marie Rasmussen 25. december 2012 at 15:11 #

        Hehe ja, det er jeg også selv nået frem til, nok snart er på tide :)

        • Mette 26. december 2012 at 11:34 #

          Uh ja :-) Det kræver lidt mod, ik? :-)

  8. Lise 21. december 2012 at 11:28 #

    Nøj den lyder skøn, den må jeg vist lige må kigge efter

    • Mette 21. december 2012 at 17:11 #

      Den er virkelig fin :-)

  9. http://mymommyscorner.blogspot.dk/ 21. december 2012 at 14:23 #

    Den ser rigtig nok dejlig ud. Heldige mig, at jeg snart har fødselsdag. Tror lige jeg kan nå at skrive den på ønskesedlen…

    • Mette 21. december 2012 at 17:12 #

      Uh, det er smart – hvis ikke man får ønskerne til jul, så kan det være de dukker op til fødselsdagen :-) Stort tilykke, når tiden er

  10. Tine 21. december 2012 at 14:43 #

    Min kære mand spurgte igår om jeg dog ikke havde nogle flere ønsker, end de, der stod på sedlen. Han har netop fået en mail på arbejde med link til denne bog, for den er jeg da så klar til at få fingre i.

    • Mette 21. december 2012 at 17:17 #

      Genialt at du lige kunne nå at snige den med :-) Jeg krydser fingre for, at han finder hen til den nærmeste boghandler :-)

  11. Lisbeth 22. december 2012 at 07:59 #

    Okay, jeg er solgt… Hvornår er det nu lige, min boghandler lukker i dag? Tjekker med det samme ;o)
    Go’ lørdag.

    • Mette 26. december 2012 at 11:41 #

      Hi hi… jeg håber, at du nåede det, Lisbeth? ;-)

  12. Tulle Momsemor 26. december 2012 at 19:12 #

    Det kunne da godt være man skulle tænke lidt på sig selv næste år? :)
    Den ser godt nok også spændende ud ;)

    • Mette 27. december 2012 at 23:07 #

      Den er simpelthen så fin! :-)

  13. Kirsten 7. januar 2013 at 10:20 #

    Jeg var så heldig at få den i gave af min mand, men jeg er en stor +pige så jeg kan ikke strikke direkte efter den, men den er supr flot og mange gode ider.

    • Mette 8. januar 2013 at 10:54 #

      Åh, sikke en sød mand, du har :)

  14. Lærke Overgaard 31. oktober 2013 at 21:54 #

    Hej Mette – er selv i gang med Josina poncho med ærmer fra den fantastiske strikkebog. Jeg har linket til din super fine boganmeldelse på min blog. Den var/er så god at den bare måtte med. Dejligt at følge din kreative blog.

    • Mette 2. november 2013 at 07:45 #

      Årh, den ville jeg også SÅ gerne strikke. Glæder mig til at se dit resultat :)

  15. Dorthe Toft 14. januar 2014 at 20:21 #

    Hej
    Jeg er lige startet på “Malika bolero” fra bogen, men er allerede røget i problemer med at forstå udtagningen efter de første 6 pinde rib. Er der nogle her der har forsøgt sig med den opskrift og er lykkedes med den ?

    Med håb om hjælp – Dorthe

    • Mette 18. januar 2014 at 19:59 #

      Kære Dorthe – øv, sikke noget! Jeg har desværre endnu ikke prøvet den opskrift. Jeg håber, at du finder en løsning? Kh, M

      • Dorthe Toft 26. februar 2014 at 17:02 #

        Hej Mette. Trøjen er næsten færdig nu, så det er dejligt. Jeg fik et tip via Ravelry om at fuske lidt med udtagningerne og så kørte det bare derfra :-)

        • Mette 27. februar 2014 at 17:02 #

          Fedt, Dorthe :) Godt at fuske-udtagninger fik strikkepindene til at glide ;-) Nogle gange skal der bare lidt “hiv og sving” til … også kører det hele igen

  16. Maria 26. januar 2016 at 22:44 #

    Hej Dorthe og Mette
    Jeg strikker også Malika boleroen nu. Jeg havde ikke problemer med udtagningerne efter rib, men til gengæld ved ærme. Havde du også problemer der? Maskerne deles og efter nogle pinde skal jeg strikke vendemasker til markeringer, som er helt ovre i den anden del, under de masker som hviler – jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er gået galt. Håber meget på hjælp :D

    Mvh Maria

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates