Strikkeklub: Babycardigan #3

Babycardigan Forstykket

Farmorfabrikkens Strikkeklub: Projekt Babycardigan
NB! Nedenstående billeder viser cardiganen i størrelse 12-18 mdr.

Jeg håber, at alle nu har strikket ryggen uden problemer og er klar til at gå igang med forstykket. Som nogen af jer ved, har forstykket jo drillet lidt, da der var en lille regnefejl i det øverste stykke (der skulle heldigvis blot fjernes en enkelt maske). Men strikdesigner Sus Gebhard har trevlet opskriften igennem og rettet det hele til. Så nu burde vi kunne suse gennem resten af opskriften uden problemer.

Forstykket skal strikkes i to dele – en højre og en venstre. Kanten til knapperne skal først strikkes på senere i opskriften, så det skal vi ikke tænke på nu. Grunden til at jeg nævner det, er, at jeg nemlig lige så tydeligt kan huske én af de første gange, hvor jeg skulle strikke en cardigan (og ikke liiige fik læst længere frem i opskriften) og gik lidt i panik over, hvordan i alverden knaphullerne skulle laves? Skulle jeg brutalt klippe hul i det fine arbejde, jeg havde lavet – eller hur? Hi hi… det er lidt sjovt at tænke på nu :) Men når man aldrig har prøvet det før, så er strikkeopskrifter altså ikke altid logik for burhøns.

Opskriften anviser, at du først skal strikke den højre del af forstykket – og derefter den venstre, blot spejlvendt. For ikke at lave verdens længste indlæg har jeg derfor valgt at vise begge dele på én gang. Det vil sige: jeg har på forhånd strikket den højre del – så du kan se, hvad arbejdet skal ende med – og lagt den ved siden af den venstre del, som jeg tager trin-for-trin. Det lyder måske lidt kryptisk her, men jeg tænker, det giver mere mening, når du ser billederne. Jeg krydser fingre og håber, at mit lille trick fungerer lidt lige som den pædagogiske form for snyd i et tv-køkken… 

Lige som ved ryggen begynder vi med at strikke den nederste kant på cardiganen, ribkanten. Begynd med det højre forstykke (som jeg jo har strikket på forhånd på billederne): Med pind nr. 3,5 slår du 28 (30) 32 (34) masker op og strikker 2 pinde retstrik og 4 pinde rib (2 ret, 2 vrang). MEN modsat ryggen skal du her begynde med 3 ret og slut med af 3 ret (3 vrang) 3 ret (3 vrang), da det gør kanten til knaphullerne og sammensyningen i siden pænere. Derefter fortsætter du lige op i glatstrik med pind nr. 4 til arbejdet måler 15 (17) 20 (22) cm.

Nu skal du tage ind til ærmegab næsten på samme som på ryggen. Jeg skriver ‘næsten’, da ryggen jo er strikket i én sammenhængende del og forstykket i to. Men indtagningen er fuldstændig det samme. Du skal blot strikke indtagningen alt efter, hvilken del af forstykket, du sidder med. Jeg har delt forstykkerne op her (se foto 1 – tryk evt. på billedet for større gengivelse):

Højre forstykke:
Tag ind til ærmegab i slutningen af retspinden. Det vil sige at du skal strikke retspinden ud til der er 5 masker tilbage på pinden, derefter strikker du 3 ret sammen og 2 ret. Arbejdet forløber over i alt 6 pinde – således:
1. pind: indtagning
2. pind: vrang
3. pind: indtagning
4. pind: vrang
5. pind: indtagning
6. pind: vrang
Du er nu tilbage på retspinden og har i alt 22 (24) 26 (28) masker på pinden. Forsæt i glatstrik til arbejdet måler 22 (25) 29 (32) cm.

Venstre forstykke:
Tag ind til ærmegab i begyndelsen af retspinden. Det vil sige at du skal strikke 2 masker ret, tage 1 maske løs af, 2 ret sammen og træk den løse maske over.
1. pind: indtagning
2. pind: vrang
3. pind: indtagning
4. pind: vrang
5. pind: indtagning
6. pind: vrang
Du er nu tilbage på retspinden og har i alt 22 (24) 26 (28) masker på pinden. Forsæt i glatstrik til arbejdet måler 22 (25) 29 (32) cm.

Nu skal du lukke af til haludskæringen og som opskriften anviser, skal du strikke venstre del spejlvendt i forhold til højre. Derved former der sig en runding til halsen, som du måske allerede nu kan fornemme på foto 1, hvor jeg har strikket den højre del på forhånd. Du lukker af til halsudskæringen således (se foto 2-3-4):

Højre del:
På den højre del lukker du af i begyndelsen af de næste 5 retspinde. Det vil sige at arbejdet forløber helt konkret således:
1. pind: (ret) luk af for 5 (6) 7 (8) m
2. pind: vrang
3. pind: luk af for 2 m
4. pind: vrang
5. pind: luk af for 1 m
6. pind: vrang
7. pind: luk af for 1 m
8. pind: vrang
9. pind: luk af for 1 m
Fortsæt lige op til forstykket måler i alt 27 (30) 34 (37) cm

Venstre del:
På den venstre del lukker du af i begyndelsen af de næste 5 vrangpinde. Det vil sige at arbejdet forløber helt konkret således:
1. pind: (vrang) luk af for 5 (6) 7 (8) m
2. pind: ret
3. pind: luk af for 2 m
4. pind: ret
5. pind: luk af for 1 m
6. pind: ret
7. pind: luk af for 1 m
8. pind: ret
9. pind: luk af for 1 m
Fortsæt lige op til forstykket måler i alt 27 (30) 34 (37) cm

Nu er der ikke langt igen. Nu mangler vi nemlig blot at lukke af til skulderen. Opskriften anviser, at du skal lukke af på samme måde som på ryggen. Og igen vil jeg anføre et ‘næsten’ – altså at du ‘næsten’ skal lukke af på samme måde som på ryggen. For du skal huske at strikke venstre del spejlvendt i forhold til højre. Helt konkret betyder det at arbejdet forløber således (se foto 5 + 6):

Højre forstykke: 
Luk af til skulder i begyndelsen af de 2 næste vrangspinde.
1. pind: (vrang) luk af for 6 (7) 7 (8) – se foto 5
2. pind: ret
3. pind: luk af for 6 (6) 7 (7) – se foto 6

Venstre forstykke:
Luk af til skulder i begyndelsen af de 2 næste retspinde.
1. pind: (ret) luk af for 6 (7) 7 (8) – se foto 5
2. pind:  vrang
3. pind: luk af for 6 (6) 7 (7) – se foto 6

Også er vi klar til at gå igang med ærmerne. Uh, det bliver spændende! Jeg håber, at I syntes at denne forklaring af forstykkerne var til at forstå på trods af, at jeg gennemgik både højre og venstre del på en gang. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg selv liiige skulle holde tungen lige i munden…

Læs også om:

11 Responses to Strikkeklub: Babycardigan #3

  1. Carina Gülstorff 8. januar 2013 at 19:54 #

    Jeg er nået til at skulle tage ind til ærmegab på højre forstykke, men når jeg har taget ind så sidder jeg tilbage med kun 20 masker og skulle have 26 tilbage ifølge vejledningen??

    Skulle jeg have brugt en anden måde at tage ind på end at strikke 3 retmasker sammen?

    • Carina Gülstorff 8. januar 2013 at 20:07 #

      Har fundet ud af, hvad jeg har lavet ;)

      • Mette 8. januar 2013 at 20:42 #

        OK! Forsat god strikkelyst :)

  2. Pia Funck Johansson 9. januar 2013 at 15:21 #

    Halløj :) Jeg har for mange projekter og er nybegynder. Så det er MEGET vigtigt at jeg får dine fine vejledninger. MEN jeg har nu #1 og #3 Hvorfor kan jeg ikke finde #2????

    Er jeg helt tosset til at finde rundt på siden????

    TAK :)

  3. Tulle Momsemor 10. januar 2013 at 08:01 #

    Dejlige vejledninger du laver!

    Jeg kan se at du bruger WordPress, her kan jeg absolut anbefale den Plugin, der hedder “Organize Series” – her får du mulighed for at samle indlæg i serier og på den måde gør det let at følge :)

    • Mette 10. januar 2013 at 08:20 #

      Genialt! Tusind tak for det tip! :-)

  4. Linda 10. januar 2013 at 09:49 #

    Kom til at tænke på noget… nu kan der jo sidde mange nybegyndere der ude og strikke med, måske det var en ide lige at linke til din guide i kantmasker? Nu da arbejdet skal syet sammen, så er det væsentlig nemmere og pænere hvis man har strikket med knudekantmasker. Det er jo ret simpelt, da det bare handler om at den første og sidste maske på hver pind skal strikkes ret. Bare en tanke :-)

    • Mette 13. januar 2013 at 12:50 #

      Du har fuldstændig ret, Linda. Det skulle jeg da ha’ gjort. Jeg tænkte godt på det, men min juleferiehjerne må ha’ glemt det ;-) Heldigvis fungerer glatstrik også fint i sammensyninger og da strikdesigneren har tænkt en ekstra maske ind i ribstrikken, tænkte jeg, at det var ok. Men jeg linker helt klart til indlægget næste gang!

  5. Rie Mikkelsen 10. januar 2013 at 20:07 #

    Yeah – forstykkerne er färdige – blev helt fine – nu kan ärmerne bare komme an :-)

    • Mette 13. januar 2013 at 12:47 #

      Juhu, fedt Rie :)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates