Broderi-kit til værtinden

Stitch me up 1

Stitch me up 2

Stitch me up 3

Jeg boltrer mig i skønne gaver fra London. Nu har min kære chef nemlig også været af sted en tur og faldt over dette über-fine broderi-kit i en lille butik på Brick Lane. Og HAPS – hun var så sød at nuppe det med hjem til mig! Jeps, jeg er irriterende heldig, hvad angår mit job – jeg elsker både dét OG min chef. Hvor mange kan sige det ;-)

Broderi-kittet satte straks en masse ideer igang i mit (i forvejen alt for ide-overfyldte) hoved. Selvom jeg ikke ved, hvornår jeg skulle få tiden til at realisere det, så er det da en ret fin idé, hvis man nu lavede nogle små overskuelige og brugbare DIY-kits, som man kunne give væk som en lille gave til veninden eller værtinden. Man kunne fx også lave kits med perler.

For pointen er, at det skal være nemme projekter, som stort set alle kan udføre – og uden at de enten skal købe en masse ekstra gear eller lære hvordan man gør. Det kræver jo immervæk en vis form for indsigt i diverse hækle- og strikketeknikker, hvis man lavede et kit med garn. Men jeg tænker, at de fleste sandsynligvis kan finde ud af at sætte et par korssting eller perler på en plade.

Personligt ville jeg blive tusind gange gladere for et inspirerende DIY-kit a la dette end for en blomst eller noget chokolade. Okey, jeg bliver altid også helt utrolig glad for både blomster og lækkerier – he he – men alligevel er det som om, at et kit som dette bare er lidt mere interessant. Det er en gave, hvor man har gjort sig lidt umage for at finde på den. Men måske er jeg blot ved at være helt igennem krea-skadet?! For jeg ved jo godt, at det ikke er alle, der har det ligesom jeg.

Broderi-kittet her er lavet af den engelske tekstil-designer Cerys Turner, som bl.a. har lavet en lille serie af kits med bæreposer og t-shirts, som du kan købe i hendes webshop. Og hvis man skal pege på en dansk pendant til Turner, så kan jeg på det varmeste anbefale Karen Marie Dehn, der også har nogle skønne broderi-kits i sin webshop.

Læs også om:

12 Responses to Broderi-kit til værtinden

  1. Mette 12. marts 2013 at 21:52 #

    Hej Mette
    Tak for en fantastisk blog.
    Med fare for at blivecgrint af er jeg nødtvtil at spørge hvad DIY mønster eller kit står for..

    Forårs hilsen
    mette

    • Mette 14. marts 2013 at 19:34 #

      Hej Mette

      Tusind tak :) Jeg kan godt forstå, at du spørger! Jeg var selv et stort spørgsmålstegn, da jeg mødte betegnelsen første gang. DIY står for “Do It Yourself” / Gør det selv. Og et kit er en samlet pakke, hvor du får alle de ting, du skal bruge, til et projekt. Så skal du ikke ud og købe lidt af det hele, men har alt, hvad du skal bruge :)

      Kh, Mette

  2. Mette WK 13. marts 2013 at 08:21 #

    Man må da sige, at det er en personlig gave ;-)

    Jeg kan godt følge dig i, at små DIY-kits er gode “små-gaver”, og jeg forsøger da også tit at finde på noget andet end en flaske vin. Fx en hjemmeavlet chilli eller appelsin-plante (chillierne er virkelig nemme at lave: Køb en chilli i Brugsen. Lad den ligge til den er tør. Tag kernene ud og plant dem. Vent. Vand. Vent. Der skal gerne være flere planter, der plantes sammen, og støttes af en pind, og de giver MANGE nye. Når den er klar kan den tages med som gave). Man kunne i princippet også give frøposer – det er vel også en slags DIY ;-)

    • Mette 14. marts 2013 at 19:32 #

      Hi hi – ja, helt bestemt! Det er i hvert fald en rigtig fin gave! God ide :)

  3. Thea Vaskavulla 13. marts 2013 at 08:31 #

    Super ide med hjemmelavede kits.. Jeg har ikke broderet siden jeg var barn, men kan godt se at det er på vej op igen, så måske man skulle give sig i kast med det :)

    • Mette 14. marts 2013 at 19:31 #

      Det er SÅ hyggeligt :)

  4. V. Walleen 13. marts 2013 at 13:22 #

    Sjovt at broderi er ved at blive moderne igen – men det skulle jo komme. Jeg har selv broderet meget i mine unge dage. Jeg brød mig ikke meget om DMC-garnernes lidt blanke fremtoning, så alt broderigarn blev købt hos Håndarbejdets Fremme eller Hemslöjden i Sverige. Sidstnævntes garner er plantefarvede og findes i de skønneste nuancer.

    I stedet for at købe kits, hvorfor så ikke indkøbe garn i forskellige farver og så bruge dem som værtindegaver?

    Garner fra Håndarbejdets Fremme kan stadigvæk købes i nogle garn- og stofforretninger.

    • Mette 14. marts 2013 at 19:31 #

      Tusind tak for tippet – jeg må vist kigge efter de garner, lyder interessant :)

  5. Isabell 13. marts 2013 at 17:43 #

    Super god ide… Syns`da helt bestemt det er noget du skal forsøge dig med at fremstille, så er jeg på som køber. Har du set lisagrue.dk hun har også nogle fantastiske kit, som er i super lækker embalage.. Mere af den slags tak.. ;)

    • Mette 14. marts 2013 at 19:30 #

      Fedt, tak for tippet – det må jeg straks tjekke :) Kh, M

  6. Karen Marie 14. marts 2013 at 10:12 #

    Hvor ser det bare super fint ud det kit du har fået – super ide!

    God broderilyst – KH Karen Marie

    Ps. Og tak for link :0)

    • Mette 14. marts 2013 at 19:29 #

      Tusind tak :) Og det var da kun så lidt med linket! Kh, M

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates