Work in progress: Broderi på cardigan

Broderet cardigan 1

Broderet cardigan 2

Broderet cardigan 3

Broderet cardigan 4

Broderet cardigan 5

Jeg ved ikke, om du nåede at fange lidt af lørdagen igår? For ellers mistænker jeg altså nogen for at have trykket på en knap, der fik dagen til at gå usædvanligt hurtigt! Timerne smuttede i hvert fald mellem hænderne på mig, da grand-svigerinden og jeg var på Karen Marie Dehns helt fantastiske broderi-workshop fra kl. 10-17. En-to-syv – og så var den lørdag gået …

Men selv om jeg føler mig berøvet for et par af dagens timer, så er jeg til gengæld beriget med en skattekiste af broderi-guldklumper! Jeg har fået en masse praktisk og helt uundværlig viden om brug af indlægningsmaterialer (som jeg hverken kan stave eller udtale – så det er godt jeg har fået et lille kompendie), tips til nye smukke sting (jeg vil satse alle mine penge på at kontursting bliver det nye sort) og fornyet inspiration til farvekombinationer og arbejde med motiver. Jøsses, jeg kan da godt forstå at tiden fløj…

Jeg kastede al min energi i at brodere et motiv på brystet af en cardigan. Egentlig gik jeg med hede drømme om at lave et KÆMPE ryg-broderi, meeeen mon ikke jeg skal gemme dét projekt til når jeg engang bliver pensioneret? I stedet havde jeg fundet en lille illustration i et magasin, som jeg gerne ville tage udgangspunkt i. Første udfordring lå i at fortolke illustrationen og overføre den til cardiganen, men ved hjælp af verdens smarteste broderipen (hvor stregen forsvinder efter et par dage) og lidt mønsterpapir, var jeg hurtigt igang.

Desværre kan man ikke just betegne broderi for at være et snapt håndværk, hvor man hurtigt får noget fra hånden. Det tager tid (det er her at tidsknappen kommer ind i billedet). Så jeg nåede kun en femtedel af, hvad jeg havde i tankerne. Men jeg nåede da at lære flere nye sting, bl.a. hvordan man broderer med palietter, som jeg nu kan sysle videre med . Måske jeg kan nå at have cardiganen klar til når det en gang bliver vinter igen.

Ps. Hvis der fandtes en pris, som man kunne give til folk med særligt talent for at fremme begejstrede brodøser – så skulle Karen Marie Dehn være den første til at få overrakt sådan en fætter! Jeg kan på det varmeste anbefale en dag i hendes hellige huler af broderi…

Læs også om:

18 Responses to Work in progress: Broderi på cardigan

  1. Emilie 21. april 2013 at 09:51 #

    Det ser smadder flot ud!
    Glæder mig til at se det færdige resultat – om det så bliver her til sommer eller først til vinter. :-)

    • Mette 21. april 2013 at 21:54 #

      Tusind tak! Hi hi… ja, jeg er selv lidt spændt på, hvor lang tid til det vil komme til at tage :-)

  2. Anne-Mette 21. april 2013 at 16:46 #

    Selvom jeg egentlig ville ud skulle jeg liiiige læse dit indlæg; bliver altid så glad fordi det er meget nemt at fornemme din begejstring på den anden side af skærmen. Og din humor…. ELSKER når folk begejstres for noget og “brænder” (På ungernes efterskole står der på talerstolen; “vil du tænde må du brænde…” – okay sidetracked. Lidt ihvertfald :-) )

    Hold OP det ser fantastisk ud det du er gået igang med…Virkelig, virkelig flot!!! Glæder mig til at se slut resultatet Mette (og efter en dosis glæde SÅ er jeg klar til at gå ud)

    • Mette 21. april 2013 at 21:54 #

      Årh, tusind tak, Anne-Mette – jeg blev helt rørt over din besked. TAK :-) Det betyder rigtig meget for mig!

  3. Gitte 21. april 2013 at 18:07 #

    Ej hvor er det fint (eller ser ud til at blive). Dejligt at du anbefaler workshoppen, den er med på listen over like to do’s :-)

    • Mette 21. april 2013 at 21:52 #

      Tak – og ja, Karen Marie er helt klart en to do :-D

  4. Mai-Brit 21. april 2013 at 22:26 #

    Ok, du gør mig interesseret. Havde ellers besluttet mig for, at det der broderi var lidt for meget…nå ja, farmor. Men måske er det alligevel ret hipt. Det ser i hvert tilfælde ret imponerende ud, det du er i gang med. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat.

    • Mette 22. april 2013 at 16:43 #

      Med lidt vejledning og inspiration fra Karen Marie, så er man hurtigt flyvende på moderne broderi-vinger – langt, langt væk fra den gamle støvede opfattelse af håndværket ;-)

  5. Katrine 21. april 2013 at 23:34 #

    Hvor ser det bare flot ud!!
    Og Mette, når du har fundet tid-knappen, så vil jeg meget gerne låne den også ;-)l

    • Mette 22. april 2013 at 16:42 #

      Ha ha… jeg sender den fluks videre, så snart jeg finder den ;-)

  6. Monstermønster 22. april 2013 at 01:38 #

    Det kommer til å bli så stilig! Kurs hos Karen Marie står høyt på ønskelisten.

    • Mette 22. april 2013 at 16:41 #

      Det kan jeg godt forstå – hun er virkelig dygtig og inspirerende!

  7. Britta A 22. april 2013 at 11:35 #

    Så smukt lavet, Mette! Ja, så er det næsten lidt lige meget med den tid, det ta’r. Resultatet bliver super! :-)

    • Mette 22. april 2013 at 16:41 #

      Tusind tak, Britta :-)

  8. Karen Marie 22. april 2013 at 11:42 #

    Tak søde Mette og i lige måde, dejlig dag :0) Jeg glæder mig også til at se det færdige resultat, er sikker på det bliver smukt, smukt!

    Dejlig mandag til dig – KH Karen Marie

    • Mette 22. april 2013 at 16:41 #

      Jeg har i hvert fald alle værktøjer til at opnå broderi-succes nu :-) Endnu en gang TAK, Karen Marie!

  9. Sarah 1. maj 2013 at 10:09 #

    Hej,
    Sikke et flot broderi!! Motivet er jo bare smukt, så held og lykke med det. Jeg ville så gerne deltage i KM’s workshop, men bor på den anden side af jorden (Australien) så…? Men måske kan du hjælpe mig med et spørgsmål. Jeg vil gerne prøve at lave en lille prøve på en cardigan. Men skal der stryges indlægsmateriale på bagsiden – og hvis – hvilken type?? Overførte du hele motivet m overførselspen? Jeg føler mig meget inspireret af din blog. Tak :). Kh Sarah

    • Mette 1. maj 2013 at 20:16 #

      Hej Sarah

      Øj, det lyder da helt fantastisk at være bosat downunder! Jeg har selv rejst rundt dernede og har noget familie. Og hold nu fast, hvor er det et fantastisk land!!

      KM er i den grad også fantastisk :-) Jeg har ikke strøget noget bag på, men brugt Soluvlies (udtales soluflis), som holder på broderiet undervejs i arbejdet, men “forsvinder” når cardiganen bliver vasket. Top smart! Jeg overfører lidt efter lidt motivet med en pen, da stregen kun holder en halv dags tid. Så jeg tager en bid af gangen…

      Rigtig god broderi-fornøjelse. Det er det skønneste projekt.

      Kh, Mette

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates