Førstehjælp til skizofren boligindretning

Happy Home 1

Happy Home

Inden i mig bor en pige, som elsker funky farver og dekorative detaljer, der emmer af hjemlig varme, personlig stil og små fund på loppemarkeder i udlandet. Alligevel bor jeg i verdens største kontrast til netop dét. Vores lejlighed er indrettet über-minimalistisk med klassiske designmøbler og store malerier på hvide vægge – alt holdt i lyse, grå og jordbrune farver. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan det godt føles lettere skizofrent.

I mange år boede jeg i samme opgang som skønne Michelle Hviid, der jo er indbegrebet af farverig, kreativ og personlig boligindretning – på den super fede måde! Jeg elskede at kravle op i hendes store hyggelige sofa og suge den eventyrlige stemning til mig. Lige meget hvor mine øjne vandrede hen, fandt de sjove detaljer, finurlige ting og fede farvesammensætninger, der altsammen fortalte mig historier om Michelle, om hvor hun har været i verden og hvad hun godt kan li’. Den følelse og form for personlig storytelling får man ikke ligefrem hjemme hos os.

Derfor blev jeg mega glad, da jeg fik en gave af Charlotte Hedeman Gueniau, som jeg har mødt gennem Michelle. Måske kender du allerede hendes navn (hun er i hvert fald én af mine helt store rollemodeller inden for dansk erhverv). Men hvis ikke du lige genkender hendes navn med det samme – så kender du uden tvivl hendes design- og brugskunstvirksomhed RICE.

Happy Home 9

Happy Home 3

Happy Home 6

Happy Home 12

Charlotte har med rette nu også udgivet bogen “Happy Home“, der er fyldt med gode råd og inspirerende ideer til, hvordan du kan drysse noget af den dér farverige hverdagsmagi ind i dit hjem. For hvis der er nogen, der burde skrive en bog om, hvordan du pepper dagligdagen op med farver, så er det da den kreative kvinde bag RICE, som er symbolet på stemningfuld indretning med farver. Masser af farver. Masser af stemning. Og masser af charmerende personlighed.

Så i dag – hvor vejret er gråt i gråt og regnen trommer på ruden – er jeg hoppet op i sofaen med en stor kop te og Charlottes bog i skødet. Det er både opmuntrende og voldsomt inspirerende at kravle ind i de sprudlende sider. Læsningen fyrer virkelig op under min tilbageholdte trang til at bo med flere farver. Mine tanker snurrer om tapet i gangen, nye farver på væggen i stuen, et stribet tæppe ved sofabordet, fade med sjove stillebens og farverige krukker med blomster …

I bund og grund skyldes min skizofrene boligindretning egentlig, at jeg 1.) ikke aaaaner, hvor skal jeg begynde? og 2.) ikke helt tør springe ud i det: Jeg kan jo ikke trevle mit hjem op, som jeg kan trevle et fejlskudt strikkeprojekt op. Men jeg må indrømme, at Charlottes bog giver mig en spirende lyst og nyerhvervet mod på at tage de første små skridt i en farverig retning. Og så er dagen faktisk knap så grå, når man fordyber sig i en bog som denne. I like!

Happy Home 11

Happy Home 7

Happy Home 14

Det sidste billede er i øvrigt hjemme fra Michelles lejlighed i min gamle opgang. Billedet viser hendes “skrivebord”. Det er den vildeste hyggekrog, der kalder på kreative ideer, store tanker og innovative projekter. Og som jeg sidder her og læser, så forestiller jeg mig, at jeg befinder mig lige dér, lige nu – og ikke min naturbrune sofa med mit musegrå tæppe og mørkegrå puder. Suk…

Læs også om:

14 Responses to Førstehjælp til skizofren boligindretning

  1. Marie 19. maj 2013 at 15:49 #

    Jeg undrer mig over de hvide, grå, sorte og brune farver, jeg ser i boligmagasiner.
    Jeg har altid købt, arvet, fået, nyt eller brugt, de ting, jeg kunne lide. Da det altsammen udspringer fra mig og det, jeg kan lide, så ender det også med at passe sammen.

    Kærlig hilsen
    Marie

    • Mette 20. maj 2013 at 08:22 #

      Åh, det lyder fedt, Marie. Det er nemlig lige præcis den dér røde tråd, jeg savner hjemme hos mig. Kh, M

  2. Marie 19. maj 2013 at 15:50 #

    PS Og jeg undrer mig over, at det jeg ser i magasinerne ser så nøjagtig ens ud.

  3. Malene 19. maj 2013 at 15:56 #

    Hvor lyder det hyggeligt, med kaffe og spændende bog. Kan faktisk godt forstå din “skizofreni”. Jeg hører også til dem, der synes at det må være fantastisk at bo sådan, men ikke kan overskue at få det til at ske i virkeligheden. Så min egen undskyldning, bliver bare noget med, at det er nemmere blot at skifte en pude eller et tæppe og så er der lidt ny farve på tilværelsen. For man bliver sikkert også træt af det andet…. Håber du er blevet inspireret og har taget det første skridt. Jeg tager mit strikketøj og kaffen.

    • Mette 20. maj 2013 at 08:20 #

      Strikketøj og kaffe er altid en fantastisk løsning – eller overspringshandling om man vil ;-)

  4. Kirsten Jensen 19. maj 2013 at 16:33 #

    Der findes intet bedre end en sofa og en inspirerende bog. Kunne du ikke gøre som Malene og starte med nogen nye puder og tæpper med lidt pang på og så arbejde dig ud derfra? Det var da altid en begyndelse. Held og lykke med projekt farver fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    • Malene 19. maj 2013 at 16:45 #

      Ny ide, man kunne strikke puder, i pangfarver og sjovt garn…. Små overkommelige projekter ;0) og helt sikkert sjovere end den bluse i glatstrik jeg har på pindene.

      • Mette 20. maj 2013 at 08:19 #

        Hi… ja, store projekter i glatstrik kan godt være dræber – medmindre man er opslugt af en god film i fjernsynet ;-) Og du har helt ret. Tilbehør til sofaen i pang kunne være en nem og overkommelig måde at få gang i farverne :-) Jeg må på udkig!

    • Mette 20. maj 2013 at 08:20 #

      Jeg tror, I har helt ret. Små skridt i den rigtige retning :-)

  5. Astrid 19. maj 2013 at 18:30 #

    Jeg tilslutter mig Malenes gode idé!
    Farverige puder og tæpper i strik og patchwork.

    • Mette 20. maj 2013 at 08:17 #

      Det lyder som en god plan :-)

  6. Majbrit 19. maj 2013 at 21:09 #

    Skøn bog :)

    • Mette 20. maj 2013 at 08:17 #

      Ja, den er virkelig inspirerende :-)

  7. Iben 20. maj 2013 at 09:32 #

    Og så vil jeg gerne indskyde, at udover hjemmegjorte puder osv. så kan man vælge at bruge alternative løsninger istedet for de gængse. F.eks har jeg et istandsat 60er køkkenskab med matterede skydelåger hængende i stuen og så har jeg pyntet gardinsnore med fine perler i pangfarver :-)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates