Kreativ i Thailand

Thailand 4

Thailand 5

Thailand 6

Home, sweet home! SÅ er jeg endelig hjemme på Farmorfabrikken igen efter lidt over 3 ugers ferie i vidunderlige Thailand – efterfulgt af en uge med jetlag og et arbejdsskrivebord, der i den grad havde savnet min opmærksomhed …

Normalt når jeg rejser væk, kommer jeg altid retur med de vildeste krea-abstinenser. Men denne gang fik fingrene lidt at nørkle med, da vi boede i bjergene i Nordthailand.

Én af dagene besøgte vi en lokal landsby, hvor det oprindeligt burmesiske stammefolk ‘Karen’ bor. I et lille hus sad en ældre kvinde, som viste sig at være Shamanens kone, og vævede på et klæde. Det var et fascinerende syn, hvordan hun med en hypnotiserende ynde mestrede et uoverskueligt stort antal af ultratynde tråde.

Jeg kan desværre ikke tale Karen-thai, og kvinden kunne ikke et ord engelsk. Men min begejstring må ha’ strålet mindst lige så meget, som de blinkende neonskilte på Times Square i New York. For hurtigt rejste hun sig op, tog min hånd og antydede, at jeg skulle sætte mig ved rammen. Ved hjælp af fagter – og en række ord på thai, som jeg dog ikke forstod – guidede hun mig gennem en ældgammel vævetradition. Og hun grinede så hjerteligt, når jeg helt opslugt forsøgte at navigere mellem alle trådene. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer …

Thailand 1

Thailand 2

Thailand 3

På vores sidste aften i bjergene begyndte den verdensberømte og populære lysfestival Loy Krathong, hvor thaierne takker vandet for dets godhed. ”Loy” betyder “at flyde” og “Krathong” er en lille båd lavet af bananblade og pyntet med lys, røgelsepinde, blomster og mønter.

Ved fuldmåne tænder thaierne lysene og røgelsespindene, giver et ønske og lader deres Krathonger flyde af sted ned ad floden. De tror på, at Krathongen tager synd og ulykke med sig, og at ønskerne går i opfyldelse næste år. Bagefter tænder de en papirlanterne – også kaldet en kærlighedslampe – som de sender op i luften med ønsket om alt godt i fremtiden. Det er et imponerende syn at se både floden og nattehimlen lyse op af de mange levende lys …

Lige så vel som det er en dansk tradition, at du selv fletter dine julehjerter, så er det også en thailandsk tradition, at du selv laver dine Krathonger. Og da vi boede i en lille familieejet lodge, hvor ægteparret inviterede os til at være med i festivalen, blev jeg sat til at kreere min og Martins Krathong. Det var lidt som at folde origami, hvor du bruger bananblade i stedet for papir.

Den lille bananblade-båd blev sendt af sted ned ad floden, og vi venter nu spændt på, om vores ønske går i opfyldelse næste år :)

Læs også om:

12 Responses to Kreativ i Thailand

  1. Inge Burgaard 15. december 2013 at 10:50 #

    Velkommen hjem fra ferie. Altid fantastisk oplevelse at komme tæt ind på de mennesker, der stadig fremstiller landets traditionelle håndarbejde. Jeg har prøvet det hos Navajo-indianerne i USA. Ægte håndarbejdsglæde er internationalt, ja faktisk nærmest et “fælles sprog”.

    • Mette 15. december 2013 at 22:31 #

      Hvor har du ret, Inge – og hvor lyder din oplevelse med indianerne fantastisk :)

  2. gugge/katrine 15. december 2013 at 12:06 #

    Det lyder som en dejlig ferie. Og sikke nogle herlige væve-billeder. Jeg forsøger (lidt forgæves) at lokke min mand med til Thailand. Håber det snart vil lykkes ;-)

    • Mette 15. december 2013 at 22:30 #

      Årh, din mand vil ikke fortryde det! Vi troede heller ikke, at Thailand var noget for os til at begynde med – men nu er det 4. gang, vi har været der. Der er SÅ skønt, folk er så søde og maden er fantastisk – og helt vildt billig ;-)

  3. Emilie 15. december 2013 at 13:02 #

    Velkommen hjem til Danmark!
    Det lyder til at have endnu en dejlig ferie.
    Og hvor spændende at lære de lokale håndværkstraditioner…

    • Mette 15. december 2013 at 22:28 #

      Præcis, tusind tak Emilie :)

  4. Maria Busk 15. december 2013 at 13:37 #

    Hvor lyder det bare helt fuldstændig fantastisk! :-D
    Mange velkommen hjem.

    • Mette 15. december 2013 at 22:27 #

      Tusind tak, Maria :)

  5. Gitte 15. december 2013 at 22:55 #

    Nej hvor ser det dejligt ud. Velkommen tilbage fra hvad der lyder til at have været en helt fantastisk tur.

    KH Gitte

    • Mette 18. december 2013 at 20:24 #

      Tusind tak, Gitte – det var det i aller højeste grad :)

  6. Tine 16. december 2013 at 20:18 #

    Velkommen hjem og sikke en dejlig væveoplevelse. Forestiller mig at I kan leve højt på de skønne uger længe.

    • Mette 18. december 2013 at 20:24 #

      Tusind tak, Tine – det var nemlig en skøøøøøøn ferie :)

Skriv et svar



WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates