Archive | Broderi RSS feed for this section

Broderiets mekka!

Broderigarn DMC

Broderi DMC fra Dubai 2

Broderi DMC fra Dubai 4

Broderi DMC fra Dubai 6

Broderi DMC fra Dubai 7

Vidste du, at Dubai er intet mindre end et mekka for den, der kvalitetsbevidst jagter billigt broderigarn? Læs: Broderigarn + Dubai = Billigt! Er det bare mig eller bør det regnestykke egentlig ikke gå op?

Min kære krea-kollega har en skøn veninde, der sammen med sin familie har bosat sig i den funklende guld-by og har opdaget, at DMC-broderigarn kan købes for en meget lille mønt. Meget lille. Jeg røber ikke tallet, for så begynder du bare at græde. Det gjorde jeg.

Men jeg græd til gengæld ikke, da min krea-kollega havde den fineste håndfuld broderigarn med hjem til mig. Hun har nemlig arvet vores go’e gamle B&O-fjernsyn, som vi ikke har plads til i den nye lejlighed – så hun syntes, at hun ville give mig en lille gave. Hold nu op, dét syntes jeg var en ualmindelig god byttehandel. For mig :-)

Jeg tænker ligefrem, at hvis jeg var en mand og jeg levede i et andet land, så ville jeg ikke bytte mine døtre for kameler – men for broderigarn. Okey, okey – det regnestykke går overhovedet ikke op! Men – hvis nu … så ville jeg være rig på broderigarn!

Læs også om:

Comments { 10 }

Work in progress: Broderi på cardigan

Broderet cardigan 1

Broderet cardigan 2

Broderet cardigan 3

Broderet cardigan 4

Broderet cardigan 5

Jeg ved ikke, om du nåede at fange lidt af lørdagen igår? For ellers mistænker jeg altså nogen for at have trykket på en knap, der fik dagen til at gå usædvanligt hurtigt! Timerne smuttede i hvert fald mellem hænderne på mig, da grand-svigerinden og jeg var på Karen Marie Dehns helt fantastiske broderi-workshop fra kl. 10-17. En-to-syv – og så var den lørdag gået …

Men selv om jeg føler mig berøvet for et par af dagens timer, så er jeg til gengæld beriget med en skattekiste af broderi-guldklumper! Jeg har fået en masse praktisk og helt uundværlig viden om brug af indlægningsmaterialer (som jeg hverken kan stave eller udtale – så det er godt jeg har fået et lille kompendie), tips til nye smukke sting (jeg vil satse alle mine penge på at kontursting bliver det nye sort) og fornyet inspiration til farvekombinationer og arbejde med motiver. Jøsses, jeg kan da godt forstå at tiden fløj…

Jeg kastede al min energi i at brodere et motiv på brystet af en cardigan. Egentlig gik jeg med hede drømme om at lave et KÆMPE ryg-broderi, meeeen mon ikke jeg skal gemme dét projekt til når jeg engang bliver pensioneret? I stedet havde jeg fundet en lille illustration i et magasin, som jeg gerne ville tage udgangspunkt i. Første udfordring lå i at fortolke illustrationen og overføre den til cardiganen, men ved hjælp af verdens smarteste broderipen (hvor stregen forsvinder efter et par dage) og lidt mønsterpapir, var jeg hurtigt igang.

Desværre kan man ikke just betegne broderi for at være et snapt håndværk, hvor man hurtigt får noget fra hånden. Det tager tid (det er her at tidsknappen kommer ind i billedet). Så jeg nåede kun en femtedel af, hvad jeg havde i tankerne. Men jeg nåede da at lære flere nye sting, bl.a. hvordan man broderer med palietter, som jeg nu kan sysle videre med . Måske jeg kan nå at have cardiganen klar til når det en gang bliver vinter igen.

Ps. Hvis der fandtes en pris, som man kunne give til folk med særligt talent for at fremme begejstrede brodøser – så skulle Karen Marie Dehn være den første til at få overrakt sådan en fætter! Jeg kan på det varmeste anbefale en dag i hendes hellige huler af broderi…

Læs også om:

Comments { 18 }

Sådan broderer du en helt unik cardigan

Broderet cardigan 1

Sådan broderer du en helt unik cardigan“. Sådan lyder titlen på Karen Marie Dehns workshop, som jeg kaster mig over kl. 10-17 i dag. Og jeg behøves vel ikke fortælle, at jeg glæder mig? He he…

Jeg har købt to spritnye cardigans, som skal pyntes med de (forhåbentlig) fineste sting. De sidste par dage har jeg googlet meget koncentreret efter inspiration, men jeg har endnu ikke fundet en vinder. Så jeg er selv lidt spændt på, hvad jeg mon kommer hjem med?

Læs også om:

Comments { 4 }

Så nemt kan du organisere din bunke af broderigarn

Broderiorganizer 1

Broderiorganizer 2

Broderiorganizer 3

Broderiorganizer 4

Begejstringen vil ingen ende tage herhjemme på Farmorfabrikken! Min lyst til igen at brodere er sprunget ud i fuld flor! Der skulle simpelthen blot en forårsrengøring og en broderi-organizer til. Sådan en fætter her er uden tvivl min sejeste krea-gadget. Jeg er SÅ klar til indtage Karen Marie Dehns broderi-workshop næste weekend.

Ps. På det sidste billede kan du se det smarte ‘organizer-værktøj’, som følger med kassen. Med den kan du hurtigt spinde dit garn op på de små papholdere (som også følger med), så det lægger sig pænt. Til sidst fæstner du garnenden i den lille kile, så garnet ikke løsner sig, men bliver holdt pænt på plads. Genialt!

Pps. Du kan købe herligheden i Karen Marie Dehns webshop lige her.

Læs også om:

Comments { 6 }

Forårsrengøring i broderigarnet

Broderiorganizer

Broderi 2

Vi er så småt kommet på plads i vores nye lejlighed (LOVE IT!) og nu er det rigtig tydeligt, at nissen er flyttet med. I hvert fald den nisse, der er ansvarlig for småtings-rod. Du ved, de dér små ting, som bare aldrig rigtig får sin egen plads og som man derfor hele tiden flytter lidt rundt på. Kaster ned i æsker og glemmer.

Mit broderigarn er dukket op i sådan æske. Og i æsken har ingen ringere end Fru Kluddermor haft bolig. Åh åh, det hele lå hulter til bulter og minder mig pludselig om, hvorfor det egentlig var, at jeg ikke liiiige kom igang med et nyt broderet mobilcover. Jeg kunne jo ikke overskue rodet.

Måske husker du, at jeg tidligere har forsøgt at ordne mit broderigarn med en hjemmeklippet papholder? Og den fungerede da også så som så. Den var bare temmelig upraktiske at have liggende, da garnet flettede sig ind i alt muligt, røg af holderen og snoede sig ind i hinanden. Det var uoverskueligt.

I næste weekend skal jeg til, hvad jeg tror, der er verdens fedeste broderi-workshop! Jeg skal nemlig på kursus hos fantastiske Karen Marie Dehn sammen med min ynglings grand-svigerinde, Nina. Og her kan jeg jo ikke komme anstigende med Nissen i den ene hånd og Kludder-mor i den anden. Hvis jeg skal have noget ud af den workshop, må jeg vist hellere få styr på mit garn.

Derfor har jeg købt denne geniale gadget: En broderi-organizer! Så nu ved jeg godt, hvad min lørdag skal gå med :) Rigtig god weekend!

Læs også om:

Comments { 10 }

Broderi-kit til værtinden

Stitch me up 1

Stitch me up 2

Stitch me up 3

Jeg boltrer mig i skønne gaver fra London. Nu har min kære chef nemlig også været af sted en tur og faldt over dette über-fine broderi-kit i en lille butik på Brick Lane. Og HAPS – hun var så sød at nuppe det med hjem til mig! Jeps, jeg er irriterende heldig, hvad angår mit job – jeg elsker både dét OG min chef. Hvor mange kan sige det ;-)

Broderi-kittet satte straks en masse ideer igang i mit (i forvejen alt for ide-overfyldte) hoved. Selvom jeg ikke ved, hvornår jeg skulle få tiden til at realisere det, så er det da en ret fin idé, hvis man nu lavede nogle små overskuelige og brugbare DIY-kits, som man kunne give væk som en lille gave til veninden eller værtinden. Man kunne fx også lave kits med perler.

For pointen er, at det skal være nemme projekter, som stort set alle kan udføre – og uden at de enten skal købe en masse ekstra gear eller lære hvordan man gør. Det kræver jo immervæk en vis form for indsigt i diverse hækle- og strikketeknikker, hvis man lavede et kit med garn. Men jeg tænker, at de fleste sandsynligvis kan finde ud af at sætte et par korssting eller perler på en plade.

Personligt ville jeg blive tusind gange gladere for et inspirerende DIY-kit a la dette end for en blomst eller noget chokolade. Okey, jeg bliver altid også helt utrolig glad for både blomster og lækkerier – he he – men alligevel er det som om, at et kit som dette bare er lidt mere interessant. Det er en gave, hvor man har gjort sig lidt umage for at finde på den. Men måske er jeg blot ved at være helt igennem krea-skadet?! For jeg ved jo godt, at det ikke er alle, der har det ligesom jeg.

Broderi-kittet her er lavet af den engelske tekstil-designer Cerys Turner, som bl.a. har lavet en lille serie af kits med bæreposer og t-shirts, som du kan købe i hendes webshop. Og hvis man skal pege på en dansk pendant til Turner, så kan jeg på det varmeste anbefale Karen Marie Dehn, der også har nogle skønne broderi-kits i sin webshop.

Læs også om:

Comments { 12 }
WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates