Hej hej, kan I mon huske mig? Det er i hvert fald lidt tid siden, at jeg har været en tur på Farmorfabrikken. Jeg har nemlig været begravet bag noget, der i sin volume har mindet om Berlinermuren. En stor, grå og altoverskyggende betonvæg af solide flyttekasser! Derudover har jeg været uden internet – gys! – så fornemmelsen af at være en tidligere DDR-borger, der har været afspærret fra hele verden, passer meget godt…
Min kæreste og jeg har nemlig brugt påsken på at pakke den gamle lejlighed ned, flytte hele molevitten i en stor kassebil og derefter pakke det ud igen i den nye lejlighed. Jøsses, hvor tager en flytning bare megen tid og mange kræfter! Jeg tror, at jeg er mindst lige så lidt begejstret for flytterod, som jeg er for sammensyninger – hvilket siger en del!
Aftnen før den store løfte-bære-slæbe-skubbe-kaste-flyttekasser-dag nåede jeg dog lige præcis at få syet delene til denne lille fyr sammen. Og her til aften dukkede han op igen i en af de sidste flyttekasser. Årh, det føles allerede som om det er tusind år siden, jeg sad og nørklede (sådan føles det i hvert fald når man er dybt , dybt afhængig af den slags og plejer at have garn i hænderne næsten dagligt…)
Opskriften på den lille dino er fra den fantastiske bog “Hæklerummet“, men jeg har taget mig den lille-bitte-lille kunstneriske frihed og hæklet et par øjenlåg – stærkt inspireret af den skønne blog Bad Monkey. Jeg synes nemlig, at dinos blik blev lidt for stirrende og insisterende, he he…
Nu synes jeg, at han ser ufattelig kær ud. Han kan i hvert fald ét eller andet, for min kæreste (læs: en voksen mand på 35 år!) er blevet helt forelsket i den lille fyr. Så nu må jeg vist igang med at hækle en ny, da jeg nok ikke kan få fravristet dino fra kæresten og forære den til en lille baby, der snart er på vej.
Læs også om:
