Lysten til at dele

BoligLIV

Når talen falder på håndarbejde, får jeg julelys i øjnene. Og hvis man prikker mig på skulderen for at spørge om noget med en opskrift, kan jeg tale i timevis. Generelt fungerer alt med kreative sysler vist lidt som fluepapir på mig …

Jeg var derfor kun et nanosekund om at svare, da redaktionen på BoligLIV spurgte mig, om jeg havde lyst til at blogge lidt for dem? JAAAH, jeg havde da så!

Jeg ved ikke, hvad det er, der trigger mig – men jeg har evindelig lyst til at glæden ved håndarbejde. Så nu kan du også finde mig på BoligLIV’s hjemmeside.

Læs også om:

Comments { 13 }

Ny, nostalgisk krea-bog til kommende mødre

Redebygning 1

Redebygning 2

Redebygning 3

Redebygning 5

Redebygning 6

Redebygning 7

Der er kommet en ny kreabog med den meget sigende titel “Redebygning for begyndere. 50 kreative projekter til dig der venter barn“. Bum! Så bliver det ikke mere lige til. Faktisk er bogen generelt, hvad man kan kalde ‘lige til’. På den gode måde. Bogen er nemlig lige til at kaste sig over. Og den er i allerhøjeste grad en bog lige til mit hjerte.

Bogens smukt illustrerede sider emmer af kærligheden til det nostalgiske og hjemmelavede og sender indforståede fagudtryk og svært tilgængelige teknikker derhen, hvor pebret gror. Hurra! At være kreativ er nemlig ikke en eksamen i tysk grammatik, hvor du dumper, hvis du ikke kan din udenadslære perfekt. At være kreativ er at lade trangen til at hækle, strikke og sy tage over og helt automatisk guide dig mod det mål, hvor du har skabt de fineste, unikke og personlige ting, der vel at mærke ikke ligner et samlebånd-produkt, som findes i én million kopier. Men som ligner noget, DU har lavet. Netop dét, synes jeg, er det charmerende og fantastiske ved håndarbejdet. Apropos det at være stylista

Forfatternes mission har været, at alle bogens projekter skal være overskuelige og nemme, således at begyndere (der har et særligt højt antal af hormoner med raketfart) kan være med. Men som ikke-begynder bliver man bestemt ikke holdt udenfor skal jeg da lige hilse og sige. For det kribler da også i mine fingre for at komme igang med flere af projekterne. Jeg forudser, at rigtig mange af mine kommende barselsgaver vil stamme fra bogen her.

Blot for at nævne et fåtal af bogens halvt hundrede projekter, som jeg gerne vil lave, så står de her ting forrest i to-do-køen: Det bløde betræk til babydynen, de farverige flagranker og sjove stjernepuder. De broderede billeder, søde kramme-kaniner og strikkede sweatre. Den uundværlige ammepude, de fine lune futter og den hæklede barnevognskæde. Der også den sødeste patchworkbold – som jeg stadig mangler at prøve kræfter med – og som du faktisk kan gå igang med lige med det samme.

BoligLIV har nemlig bragt en lille smagsprøve og lagt en opskrift ud på patchworkbolden lige her.

Læs også om:

Comments { 2 }

Broderiets mekka!

Broderigarn DMC

Broderi DMC fra Dubai 2

Broderi DMC fra Dubai 4

Broderi DMC fra Dubai 6

Broderi DMC fra Dubai 7

Vidste du, at Dubai er intet mindre end et mekka for den, der kvalitetsbevidst jagter billigt broderigarn? Læs: Broderigarn + Dubai = Billigt! Er det bare mig eller bør det regnestykke egentlig ikke gå op?

Min kære krea-kollega har en skøn veninde, der sammen med sin familie har bosat sig i den funklende guld-by og har opdaget, at DMC-broderigarn kan købes for en meget lille mønt. Meget lille. Jeg røber ikke tallet, for så begynder du bare at græde. Det gjorde jeg.

Men jeg græd til gengæld ikke, da min krea-kollega havde den fineste håndfuld broderigarn med hjem til mig. Hun har nemlig arvet vores go’e gamle B&O-fjernsyn, som vi ikke har plads til i den nye lejlighed – så hun syntes, at hun ville give mig en lille gave. Hold nu op, dét syntes jeg var en ualmindelig god byttehandel. For mig :-)

Jeg tænker ligefrem, at hvis jeg var en mand og jeg levede i et andet land, så ville jeg ikke bytte mine døtre for kameler – men for broderigarn. Okey, okey – det regnestykke går overhovedet ikke op! Men – hvis nu … så ville jeg være rig på broderigarn!

Læs også om:

Comments { 6 }

Syndige syslerier på en forårsdag og en hæklet robot

Hæklet robot

Hæklet robot 2

Hæklet robot 3

Tulipaner

Jeg har lavet en overspringshandling. En hæklet overspringshandling. Jeg skulle egentlig ha’ brugt den lange weekend i kælenderen, da vores kælderrum er ved at kaste op af flyttekasser, som endnu ikke er pakket ud.

Men altså – helt ærligt!! Solen skinnede, fuglene pippede og de små knopper på træerne voksede jo nærmest minut for minut. Jeg kunne jo ikke gøre for, at det ikke var kældervejr. Jeg kunne jo ikke gøre for, at jeg blev nødt til at sidde ude på vores altan med hækletøjet i hænderne og bare nyde foråret …

Men ingen overspringshandling er så skidt, at den ikke er godt for noget, vel? For ud af mine hænder dukkede denne lille fyr op: Hr. Hæklet Robot fra hæklebogen Hæklerummet. Han er bogens ‘covergirl’, hvis du synes, han ser bekendt ud? Hæ hæ! Hvor jeg dog elsker den bog – selv om den er farlig syndig på en forårsdag …

Læs også om:

Comments { 4 }

Du er en strikkende stylista

MiniMagasin

Julia Lahme er et kendt navn her i Blogland. Det er hun også i kommunikationsbranchen, hvor jeg blandt andet færdes. Og det er ikke uden grund, at man ofte støder på hendes navn. Hun har nemlig en skarp pen, et øje for upcoming trends og en hulens masse på hjerte, som hun deler ud af frit-og-kvit i hendes MiniMagasin – som jeg på det varmeste kan anbefale, hvis du synes, det er sjovt at følge med i, hvad der rører sig … hvad der rører OS lige nu.

I det seneste MiniMagasin henviste hun til en spændende artikel i det engelske The Guardian, som fik mine tanker til at spinde om garn og garnets plads i modebilledet. Det handler om ordet ‘fashionista’, der længe har haft til huse i modebranchen. Men nu er det kasseret, ordet er blevet smidt på gaden:

“For det at være fashionista handler om, at man følger trends og tendenser slavisk. Vil man for alvor være interessant, modig og toneangivende skal man i moden – som alle andre steder – have sin egen stil. Derfor er ordet ‘stylista’ begyndt at dukke op. En stylista sætter nemlig selv trenden og bestemmer selv, hvad der er god smag.”  - citat Julia Lahme

Og hvis der er ét sted, hvor man netop kan tage stilen i egen hånd, så er det da med et par strikkepinde! Endnu en gang peger alle pile på, at vores kærlighed til garnet ikke alene er givende på mange planer, men også trendy. Måske er der alligevel håb for min lidt usammenhængende stil?

Læs også om:

Comments { 0 }

Strikkebogen til alle Mad Men-fans

Glamourstrik - vintagestrik

Glamourstrik 2

Glamourstrik 3

Glamourstrik 4

Glamourstrik 5

At bladre i den nye bog “Glamourstrik – Strik i vintagestil fra 30′erne, 40′erne og 50′erne” er fuldstændig som at hoppe ned i et afsnit af den populære tv-serie MAD MEN. Side efter side drømmer jeg mig tilbage til en tid, jeg aldrig har oplevet, men som jeg er ret betaget af. Jeg gude-elsker kvindernes former, frisurer og højrøde læber. Modens elegante, kropsnære og kvindelige snit. Og ej at glemme det helt utroligt smukke håndværk, der afspejler en anden tid, hvor strikning blev betragtet som vigtigt og som en almen, kvindelige færdighed, alle piger lærte i skolen.

Bogen bliver indledt med et forord om, hvordan strikkemoden udviklede sig i disse år, hvilket jeg synes er ret sjov læsning. For jeg tror ikke, vi i dag tænker særlig meget over, hvordan strik en gang blev brugt som en billig måde til at kopiere Hollywood-filmstjernernes feminine påklædning i 30′erne; hvordan hulmønstret blev den optimale måde at udnytte rationeringen af tynde garner i de sparsomme krigsår i 40′erne; og hvordan efterkrigstiden i 50′erne bød på en ekspandering af luksusgarner såsom angora og kashmir og nye indfarvningsteknikker, hvilket førte en mere eksklusiv og personlig strikkestil med sig.

Jeg har endnu ikke afprøvet opskrifterne i bogen, da min personlige stil snarere hænger et ubestemmeligt sted mellem 80′ernes overdimensionerede sweatre, 00′ernes klassiske, stramme business-look og 10′ernes spraglede striber – alt sammen med en rød tråd af sæsonens bedste udsalgsvarer ( … somebody help me!) Men forfatterne (hvis navne i øvrigt emmer af vintage: Madeline Weston og Rita Taylor) skriver, at de har justeret og opdateret de klassiske mønstre og snit, så de passer til både den moderne kvinde og garntype. Så måske man skulle tilføje endnu et årti til sin stilforvirring? Jeg har da også allerede kig på et par af bogens cardigans og sweatre, som jeg tænker, der kunne gøre sig ret godt til en t-shirt med print og et par af sommerens lærredsbukser.

Læs også om:

Comments { 6 }
WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates